‘It Ends with Us’
Filmatiseringen af Colleen Hoovers bestseller har medført en masse medietumult før filmen overhovedet har nået at få premiere her i Danmark, da der lader til at være opstået splittelse mellem hovedrolleindehaver Blake Lively og instruktør og medspiller Justin Baldoni. Men nu kan vi snart se resultatet af deres måske måske-ikke så gode samarbejde.
‘It Ends with Us’ følger Lily Bloom (Lively), som flytter til Boston efter sin voldelige fars død. Her forfølger hun sin drøm om at åbne en blomsterbutik og forelsker sig i den charmerende neurokirurg Ryle Kincaid (Baldoni). Lily kæmper dog samtidig med sine traumer fra opvæksten, og da hendes gamle første kærlighed Atlas (Brandon Sklenar) dukker op, begynder Ryle at vise en mørk side af sig selv.
Manuskriptet er skrevet af Christy Hall, som var medskaber på Netflix-serien ’I Am Not Okay With This’ i 2020.
Biografpremiere 5. september
‘Beetlejuice Beetlejuice’
36 år efter Tim Burtons spraglede spøgelseskomedie ‘Beetlejuice’ er den amerikanske instruktør nu klar med en efterfølger. Denne gang med Jenna Ortega på rollelisten, som Burton før har samarbejdet med på ‘Wednesday’.
I ‘Beetlejuice Beetlejuice’ vender Deetz-familien efter en tragedie tilbage til deres hjemsøgte hus, hvor teenagedatteren Astrid (Ortega) får sagt Beetlejuices navn tre gange, hvilket får helvede til at bryde løs.
Filmen åbnede Venedig Film Festival i sidste uge, hvor Soundvenues filmredaktør kvitterede med fire stjerner og skrev, at »Burton virker frisk og vital igen«.
Michael Keaton, Winona Ryder og Catherine O’Hara genoptager deres roller fra den originale film.
Biografpremiere 12. september
‘Speak No Evil’
Christian Tafdrups hypede gyser ‘Speak No Evil’ tog kegler både herhjemme og i USA efter filmens premiere i 2022. Nu har den fået et amerikansk remake under samme titel.
Ligesom i den danske version følger vi en familie på tre, som inviteres på idyllisk hyttetur i skoven hos et karismatisk par og deres søn. Værterne begynder dog at opføre sig utilregneligt, og situationen bliver mere og mere ubehagelig for de konfliktsky gæster, som ikke ved, hvad de har rodet sig ud i.
James McAvoy spiller den brogede vært Paddy, mens James Watkins, som før har bevæget sig i gysergenren med film som ’Eden Lake’ og ’The Woman in Black’, står for instruktionen og samtidig skriver manuskriptet sammen med Christian og Mads Tafdrup.
Biografpremiere 12. september
‘Vogter’
I 2018 viste Gustav Möller for alvor sit værd på thrillerterritorie med den intense spændingsfilm ’Den Skyldige’, som affødte et amerikansk Netflix-remake med Jake Gyllenhaal på plakaten.
Med ‘Vogter’ bevæger han sig inden for samme klaustrofobiske genre, men denne gang er alarmcentralens kontor skiftet ud med et fængsel. Sidse Babett Knudsen spiller betjenten Eva, som bliver sat på moralsk prøve, da en af fængslets nye indsatte, Mikkel, er en gammel kending fra fortiden.
Ud over at instruere står Möller også for manuskriptet sammen med Emil Nygaard Albertsen. Sebastian Bull portrætterer Mikkel og indtager her sin første store filmhovedrolle.
Biografpremiere 12. september
‘Kontra’
Jonas Risvig har de seneste år pumpet serier ud om livet som ung dansker, der navigerer i venskaber, kærlighed og sex. Med spillefilmsdebuten ’Kontra’ er han nu klar til at bevæge sig op på det store lærred.
Vi befinder os dog stadig i ungdommens univers med historien om Fanny, der efter sine forældres skilsmisse flytter fra provinsen og starter på et gymnasium i Nordsjælland. Her regerer en pigegruppe øverst i det sociale hierarki, så Fanny allierer sig med outsideren Lilja, og sammen beslutter de sig for at gøre op med perfekthedskultur og popularitetskonkurrence. Hovedrollerne spilles af de nye navne Anna Lehrmann og Andrea Hjejle.
Den 5. september holder Soundvenue live-arrangement med forpremiere på ’Kontra’ i Empire Bio.
Biografpremiere 19. september
‘Afterwar’
Birgitte Stærmoses ’Afterwar’ havde verdenspremiere på Berlinalen i februar og blev derefter vist på CPH:DOX måneden efter.
Filmen er optaget over 15 år, da Stærmose første gang mødte hovedpersonerne i Pristina i Kosovo tilbage i 2008. Her levede de som fattige børn i efterkrigstiden, hvor de solgte peanuts og cigaretter på gaden. I 2018 vendte Stærmose tilbage og filmede med dem i yderligere 5 år – nu som voksne mennesker. Filmen tager fat på krigstraumernes vedvarende påvirkning på mennesker og fortæller hovedpersonernes historier gennem monologer direkte til kameraet.
’Afterwar’ er dog hverken en ovenud dokumentar- eller fiktionsfilm. Soundvenues Morten Kildebæk beskrev den, i sin anmeldelse tilbage i marts, som en »genrehybrid – med klart størst vægt på fiktionsdelen«.
Biografpremiere 26. september
‘Lee’
Kate Winslet spiller hovedrollen i periodedramaet ‘Lee’, som følger den amerikanske fotograf Lee Millers liv. Hun arbejdede som fotomodel i 1920’erne, men blev senere krigskorrespondent for Vogue under Anden Verdenskrig.
Udover Winslet består rollelisten af prominente navne som Alexander Skarsgård, Josh O’Connor, Marion Cotillard, Andy Samberg og Noémie Merlant fra ‘Portrait of a Lady on Fire’ og ‘Tár’.
Filmen fik premiere på Toronto Film Festival sidste år, hvor Winslet fik ros for sin præstation.
Ellen Kuras står for instruktionen, men er ellers primært kendt for sit arbejde som filmfotograf. Blandt andet på ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’, hvor hun også arbejdede sammen med Winslet.
Biografpremiere 26. september