’Afterwar’: Dansk instruktørs krigstraumefilm er gennemført tung og tragisk
CPH:DOX. De mest interessante film på dokumentarfestivalen CPH:DOX er typisk dem, der bevæger sig delvist væk fra netop dokumentargenren. Når hybridfilm sammenblander de klassiske fakta- og fiktionskoder, kan resultatet ofte overraske, fascinere og forvirre – og vise virkeligheden på nye måder.
Birgitte Stærmoses ’Afterwar’, der vises på den danske festival mindre end en måned efter verdenspremieren på Berlinalen, er en sådan genrehybrid – med klart størst vægt på fiktionsdelen.
Der ligger store ambitioner bag ’Afterwar’, som Stærmose (der blandt andet har fiktionsfilmene ’Darling’ og ’Camino’ på cv’et) har filmet over 15 år.
Den danske instruktør mødte i 2008 en samling fattige børn og unge i Kosovos hovedstad Pristina, og sammen med dem lavede hun den anerkendte kortfilm ’Ønskebørn’, som også indgår i den nye spillefilm. Ti år senere genoptog hun kontakten med de nu voksne hovedpersoner og lavede nye optagelser.
Tid er dermed et grundlæggende tema i ’Afterwar’, der er opdelt i tre akter med titlerne ’Fortid’, ’Nutid’ og ’Fremtid’.
Her fortæller hovedpersonerne om deres barske liv – eller rettere deres overlevelseskamp – i landet, som var efterladt ødelagt og fattigt efter Kosovokrigens afslutning i 1999. For at holde sulten stangen må de sælge peanuts og cigaretter på gaden for småpenge. En enkelt hovedperson tyer også til sexarbejde.
Deres barske vidnesbyrd fremføres på skift som monologer. De kigger direkte ind i kameralinsen, så den famøse fjerde væg brydes. »Der er kun én grund til, at jeg taler til dig«, siger en dreng følelseskoldt til filmens publikum. »Sult. Jeg er så sulten. Jeg kunne spise dine penge«.
Hvad så med ’Afterwar’s dokumentariske aspekt? Det finder man i hovedcastet, som har været med til at forme filmens fortællinger, der er baseret på deres egne oplevelser. Stærmose har i et interview med Kino.dk forklaret, at hun har skrevet monologerne ud fra en række lange interviews med hovedpersonerne. Efterfølgende har hun byttet rundt på historierne, så personerne ikke fortæller om sig selv, men om hinanden.
Det giver en forbavsende ’Boyhood’-effekt at se amatørskuespillere blive 10 år ældre for øjnene af én, når ’Afterwar’ skifter fra ’Fortid’ til ’Nutid’. Effekten er mindre betydelig ved tredje akt, ’Fremtid’, hvor hovedpersonerne ikke umiddelbart ser ældre ud.
At bruge det samme cast over en årrække understreger også tydeligt filmens pointe: At krigstraumer ikke forsvinder, bare fordi krigen er ovre. De berørte bærer ufrivilligt traumet med sig videre gennem resten af livet. Som en ung mand formulerer det: »Krig sætter sig i mennesker som en pest«.
Faktisk banker Stærmose budskabet lige lovligt hårdt igennem. Med dunkle billeder og ildevarslende underlægningsmusik er ’Afterwar’ gennemført tung og tragisk. Den er også temmelig ensformig.
Man behøver selvfølgelig ikke lave en sjov eller behagelig film om krigstraumer, det er klart. Men man kunne måske godt have tilføjet bare en lille smule menneskelighed eller håb.
At virkelige traumer i konstruerede rammer godt kan skabe en filmoplevelse med både dyb sorg og en rørende samhørighedsfølelse, viste dokumentaren ’Rekonstruktion Utøya’ fra 2018 eksempelvis.
’Afterwar’s eksperimentende fortælleform er modig og interessant, men den føles også overdrevet konstrueret.
Man savner faktisk lidt at høre de ufiltrerede vidnesbyrd, som hovedpersonernes opstillede monologer er baseret på.
Kort sagt:
Den performative hybridfilm ’Afterwar’ understreger tydeligt sin pointe. Måske faktisk lidt for tydeligt.