’Beetlejuice Beetlejuice’: Tim Burton genfinder ungdommens vitalitet med Jenna Ortega og makaber charme
Tim Burton var én af en håndfuld amerikanske instruktører, der var umulige at komme udenom, hvis man formede sin filminteresse i 80’erne og 90’erne.
Hans originale universer af gotisk horror og sort humor, hans forkærlighed for outsidere og håndholdte effekter skilte ham ud med en perlerække af højdepunkter som ’Edward Saksehånd’, ’Ed Wood’, ’Mars Attacks!’ og to ’Batman’-film med Michael Keaton.
Burton blev i slut-90’erne nævnt i samme åndedrag som Tarantino og Wes Anderson, filmskabere der drømmer verdener, som er så umiskendeligt deres, at de bliver deres eget adjektiv.
Det seneste årti eller halvandet er den 66-årige amerikanske instruktør skubbet mere og mere ud af filmbevidstheden takket være fejlskud som ’Big Eyes’, ’Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’ og ’Dumbo’ – samt en selverklæret udmattelse over filmindustrien.
Nu er han tilbage med sin mest Burton’ske film længe, med streg under tilbage. En sequel til hans egen kultklassiker ’Beetlejuice’ fra 1988, filmen der for alvor indvarslede hans særlige stil og Winona Ryders skuespilkarriere.
I den første film var Ryder den emoramte goth-teenager Lydia, der var den eneste, som kunne se spøgelserne af det afdøde ægtepar, der fortsat levede i det hus, hun flyttede ind i med sin far og dennes nye kone, den snobbede kunstner Delia (Catherine O’Hara).
Men ak – de fleste rebeller ender i konformitetens lænker, og Lydia, der har mistet sig selv som berømt tv-vært for et spøgelsesjægerprogram, har nu selv svært ved at knytte bånd til sin teenagedatter Astrid, spillet af Jenna Ortega.
Ortega indtog som bekendt hovedrollen i Netflix-gigasuccessen ’Wednesday,’ som Burton producerede og instruerede fem afsnit af, og samarbejdet med den unge komet er nøglen, der har låst både ’Beetlejuice’-opfølgeren og Burton op. Det virker ude af trit med tiden at kalde unge kvinder mandlige instruktørers muse, men Ortega skal i hvert tilskrives en massiv del af æren for, at Burton ikke falmer helt ud i den filmhistoriske glemsel.
I ‘Beetlejuice Beetlejuice’ giver Ortegas Astrid ikke en fuck for sin mors påståede forbindelse til åndeverdenen, men det skal selvfølgelig ændre sig, da hele familien vender tilbage til det hjemsøgte barndomshjem på toppen af bakken i Winter River for at tage afsked med Astrids farfar, der er styrtet ned med et fly og spist af en haj.
Lydia mærker den gamle dæmon Betelgeuse nærme sig, Beetlejuices ekshustru (spillet af Monica Belluci, instruktørens hustru i virkeligheden) genopstår diabolsk målrettet i dødsriget, og Astrid selv støder ind i den retrointellektuelle enspænderfyr Jeremy i et triumvirat af triggers, der åbner døren til efterlivet for fuld styrke.
Og det er her – i dødsriget – at Burton giver sig selv kunstigt åndedræt med et overflødighedshorn af visuelle detaljer, der fuldt lever op til den gamle films skramlede charme. Vi er tilbage i efterlivets venteværelse med forkullede lig, rullende øjne og hovedløse kroppe, så det er en fryd at se på – selv den tvivlsomme sandorm fra den første film gør comeback, denne gang overlagt primitivt kreeret, som var det en børnetime i 90’erne, hvilket er ægte fantastisk med ’Dune’-ormen i frisk erindring.
Michael Keaton har igen en fest med den brovtne flab af et gespenst, mens Justin Theroux er skønt enerverende som Lydias sleske og slikhårede new age-filosof af en producer og bejler. Jenna Ortega kan, som vi allerede ved, den intelligente, kyniske teenager til fingerspidserne.
’Beetlejuice Beetlejuice’ postulerer at ville sige noget om at bevæge sig videre fra gamle traumer og connecte på tværs af generationer, men det virker mere fake end følelsesfuldt, og plottet er i det hele taget så tyndbenet, at man har glemt det, få minutter efter man forlader biografen.
Filmen skal i stedet ses for Tim Burtons knuselskelige univers. Hans visuelle vidunder har altid stået i stærk kontrast til Hollywoods glatte CGI-æstetik, og den kontrast er ikke blevet mindre siden slutningen af 80’erne.
Burton virker frisk og vital igen, når ’Beetlejuice Beetlejuice’ excellerer i det morbide og makabre, fra efterlivets herlige bureaukrati til en vidunderligt gennemført musicalsekvens og filmglade vink til både noir og giallo. Makeup, effekter og production design bliver ikke meget bedre end her. Selvfølgelig komplimenteret af et Danny Elfman-score, der fornemt slår tonen an i den flotte stemningsfulde åbningssekvens, der indvarsler Burton, som vi kender ham – bare i bedre form end længe.
Om det er nok til at få nye fans om bord, er svært at sige, men kan Jenna Ortega genvække interessen for Burton, på samme måde som Wes Anderson er blevet omfavnet af en ny generation, vil det kun være velfortjent.
Det er ikke sikkert, vi som sådan behøver flere film i franchisen, men om ikke andet er det næsten for stor en fristelse at modstå en treer med den uundgåelige og 100 procent perfekte titel: ’Beetlejuice Beetlejuice Beetlejuice’.
Kort sagt:
Tim Burton vender tilbage til karrierens spæde start og genfinder faktisk ungdommens energi med et uimodståeligt charmerende makabert univers, der både peger tilbage og tænker nyt.
Anmeldt under Venedig Film Festival.