’A Thousand Blows’: Det er seriøst nemt at miste pusten i ‘Peaky Blinders’-skabers bokseserie
Der er hitpotentiale i historier fra det victorianske Englands kriminelle underverden. Det kan Steven Knight skrive under på, efter hans serie ’Peaky Blinders’ ikke blot fik salget af sixpences til at skyde i vejret, men også pludselig gjorde Birmingham-dialekten stilet.
Nu er Knight klar med serien ’A Thousand Blows’, der tematisk går forgængeren i bedene, uden helt at nå de samme højder.
Årtiet er 1880’erne, og de to bedste venner Hezekiah (Malachi Kirby) og Alec (Francis Lovehall) er netop ankommet til Østlondon fra Jamaica uden en klink på lommen og uden meget sympati fra de lokale.
Hezekiah fanger hurtigt den unge Mary Carrs (Erin Doherty) opmærksomhed. Mary er lederen af den kriminelle kvindebande The Forty Elephants, der stjæler fra Gud og hvermand, og hun øjner en mulighed for at hverve ham til sin egen snedige plan. I mellemtiden krydser han klinger med den barske bokser Sugar (Stephen Graham), der specialiserer sig i boksning med de bare knoer på sin lokale pub.
Hezekiah, der selv har erfaring med organiserede håndgemæng, får mulighed for at revolutionere sporten – eller ende i international skandale som en brik i Marys spil.
Det er seriøst nemt at miste pusten i ’A Thousand Blows’, for Knight vil gerne fortælle utrolig meget på samme tid. En god serie skal naturligvis have flere plotlinjer, der sammenflettes og ultimativt kulminerer i et større payoff til sidst. Førstnævnte er der nok af her, men desværre i sådan en grad, at det er svært at følge med.
Der lægges op til, at Hezekiah og Sugar mødes i et stort showdown. Lynhurtigt er vi dog videre fra det, da Hezekiah pludselig er blevet en anerkendt bokser på de finere adresser i Vestlondon. Sugar vil ikke anerkende, at han er falleret, så hans fortælling består primært af at spankulere rundt som en vred, hævngerrig bulldog.
Sideløbende forsøger Mary at konsolidere sin magt internt i banden, mens hun planlægger et stort kup, der pisser en rivaliserende bande af. Krofatteren Mr. Lao (Jason Tobin) får også en ikke uvæsentlig rolle, da han roder sig ud i problemer grundet sin egen personlige agenda.
Alle karaktererne har deres egen modus operandi, og de røde tråde, der binder fortællingerne sammen, er meget tynde. Man ser karakterernes indbyrdes interaktioner, men det er simpelthen for svært at få deres valg til at give mening.
Det er frustrerende, for Hezekiahs fortid under den britiske kolonimagt og Marys behov for uafhængighed fra patriarkatet er faktisk interessante historier, der sagtens kunne have fungeret som enkeltstående sæsoner. I stedet forsøger serien at klemme for meget ned om ørerne på os, og det bliver mere forvirrende end forløsende.
Alligevel er der også lyspunkter at fremhæve. Stemningen indkapsles perfekt allerede ved det allerførste skud, hvor smudsige og tætbefolkede gader understreger, at vi befinder os i de rå afkroge af et victoriansk England. Senere fremhæves også kontrasten mellem det fine borgerskabs saloner og pøbelens bestialske boksekampe – en vellykket skildring af periodens store forskel i velstand mellem Øst- og Vestlondon.
En hyldest bør også tilfalde Stephen Graham, der er lige så intimiderende som i gennembrudsrollen fra ’This Is England’ for godt 20 år siden. Den 51-årige brite er blevet seriøst hakket i sin forberedelse til rollen, og det løber én koldt ned ad ryggen, når han går ind i ringen for at slå sin modstander til plukfisk.
Foreløbigt ender ’A Thousand Blows’ dog som lidt af en fuser, hvor seriens uklare fokus gør, at det helt store klimaks udebliver.
En af grundene antiklimakset også være, at vi allerede nu ved, sæson to er i kassen. Den sidste episode slutter med teksten »To be continued« – så der er mulighed for en snarlig forløsning.
Kort sagt:
De altoverskyggende boksekampe i Steven Knights periodedrama ’A Thousand Blows’ foregår ikke mellem karaktererne, men snarere mellem de forskellige forvirrende plotlinjer.