’Everest Dark’: Gudesmuk bjergbestigerfilm giver Mount Everests lokale en tiltrængt stemme
CPH:DOX. Den lille mand mod det store bjerg. En historie fortalt tusinder af gange.
Mest ekstrem – og populær – er fortællingen om verdens højeste bjerg, Mount Everest, som det onde monster, der fælder eventyrere fra hele verden på jagt efter hæder og udmærkelser. Noget, man kæmper mod, aldrig med.
Men den fortælling er formet af udefrakommende. Af ’turister’ uden forståelse for det spirituelle bånd bygget på respekt og ærefrygt, som eksisterer mellem de lokale og Everest.
De lokales vinkel på historien om det 8.849 meter høje naturvidunder – en historie om bjergguder, helligdom og symbiosen mellem menneske og natur – er til gengæld netop det, canadiske Jereme Watts zoomer ind på i ’Everest Dark’.
Filmen følger den 51-årige nepalesiske bjergbestiger Mingma Tsiri Sherpa, der tilhører det lokale folkefærd Sherpa, som anser Everest, af dem kaldet Chomolungma, for et ekstremt helligt sted. Deres verdenssyn er formet af troen på bjergguder, som råder over liv og død på og omkring bjerget.
Mingma har besteget det 19 gange og svoret aldrig at gøre det igen, i frygt for at guderne næste gang ikke ville lade ham overleve.
Nu har han ombestemt sig og til hans kones store bedrøvelse besluttet at tage en sidste tur på bjerget. Han vil lede efter de tre tilbageværende lig fra et uheld, der i 2014 kostede 16 mennesker, heriblandt flere af hans venner, livet.
Man kunne tro, han gjorde det for sin egen skyld, for at ramme 20 bestigninger, men det handler, som det meste andet i et Sherpa-liv, i hvert fald umiddelbart om bjerget og dets guder.
At turisterne ønsker, at deres lig efterlades, hvis de dør på bjerget, er i Mingma og Sherpaernes øjne nemlig en synd mod både bjerget og den buddhistiske livscyklus.
»Everest er ikke en kirkegård«, lyder det. Ligene på bjerget gør guderne vrede, og det skaber altødelæggende naturkatastrofer. Derfor er det i alles interesse, at de fjernes.
Den lokale vinkel på bjergbestigereventyret er både forfriskende og virkelig interessant. ’Everest Dark’ optegner et komplekst portræt af en kultur i symbiose med bjerget, men også af et gammeldags samfund, hvor mænd er overhoveder og familien intet uden dem.
Det klæder filmen enormt meget, at den tør komme med stikpiller til de hovedkarakterer, som bærer fortællingen og skaber eventyret, men let skjult også soler sig i den hæder, det medfører at udføre livsfarlige missioner i troens og bjergets navn.
At det af Mingmas kone også beskrives, at de jo tjener gode penge på det – og at Mingma er utroligt velanset – giver et nyt perspektiv. Det er et spørgsmål om liv og død, tro og traditioner, men også om penge og prestige.
Den subtile udforskning af den indre dualitet og konflikt i Sherpaernes livsstil er ret uventet filmens største styrke. Desværre må den flere gange opgive spotlyset for eventyrernes kamp med bjerget og dets guder.
Det er selvfølgelig både gudesmukt filmet og iscenesat, når dronen svæver over gletsjerne, eller Mingma skuer ud i uendeligheden. Når noget er så smukt, kan det godt have værdi i sig selv, og det kommer ’Everest Dark’ til gode.
Selve historien, og dens spændingsbue, bliver nemlig lidt flad, da hoveddramaet viser sig at være den bøvlede, langsommelige kamp med at få det et lig ned ad bjergsiden. Det er en rodet affære, der strækkes lidt for langt, for mere interessant er det altså ikke at se mænd bakse med et dybfrossent lig pakket ind i tæpper og en bøjelig båre.
Musikken er dramatisk, det har den klassiske, storslåede stemning af ’manden mod bjerget’, men der virker ikke til at være voldsomt meget på spil, da først liget er fundet og på vej ned.
Bedst er portrættet af missionen faktisk, da den delvist mislykkes.
Mingma og hans partner finder et lig, men det er frosset fast i isen og kan ikke vristes fri. Det ligner lidt en skiløber klædt i lyseblåt og gråt med goggles og gul rygsæk, der har fået sig en lur, imens det sneede, men lige der ligger et dødt menneske, en sjæl, der aldrig kommer hjem til sin familie.
Det går tydeligt Mingma på, som han står over liget i sin grønne heldragt og gennem sin iltmaske undskylder: »Vi har prøvet at rykke din krop, men kunne ikke. Jeg er virkelig ked af det og vil bede til gud om, at du får et nyt liv«.
Først og fremmest er ’Everest Dark’ utroligt smuk, og havde man som turist ikke fået indirekte besked på at blive væk, kunne bjergbestigning let ryge på bucket listen.
Alligevel er ’Everest Dark’ overraskende allerbedst, når den vender blikket indad frem for opad.
Kort sagt:
’Everest Dark’ er en smuk og interessant bjergbestigerfortælling, der forfriskende giver mikrofonen til de lokale.