Hvis man går og håber på, at ‘Wednesday’-stjernen Jenna Ortega i fremtiden vil medvirke i en Marvel-film, kan man godt tro om igen. For hun har faktisk allerede prøvet det og var ikke specielt glad for oplevelsen, skriver Entertainment Weekly.
Da den fremadstormende Hollywood-skuespiller i sidste uge blev interviewet af Entertainment Tonight sammen med Paul Rudd i forbindelse med deres nye gyserkomedie ‘Death of a Unicorn’, faldt snakken på chancerne for at se Ortega i Marvel-universet.
»Jeg gjorde det én gang«, siger Ortega til interviewerens overraskelse.
»Men det var et af de første jobs, jeg nogensinde har haft. De fjernede alle mine replikker. Jeg er med i ‘Iron Man 3’ i et hurtigt sekund. Jeg er i billedet. Jeg har ét ben, og jeg er vicepræsidentens datter«.
Den dengang 10-årige skuespiller fungerer i filmens endelige version som en indikator for, at at karakterens bedstefar, Vicepræsident Rodriguez, er i ledtog med skurkene. De er nemlig tilhængere af en satset behandling til at genskabe manglende lemmer, og publikum kan tænke sig til, at Ortegas etbenede karakter måske er grund, at til bedstefaren ikke er på heltene Tony Stark og James Rhodes’ side.
Ortega lægger ikke skjul på i interviewet, at hun var skuffet over næsten at være blevet klippet ud af den færdige film. »De fjernede endda mit navn«, siger hun.
Paul Rudd alias Ant-Man forsøger at tale for, at Marvel godt kunne finde på at genoptage hendes karakter og give hende en større rolle i franchisen i fremtiden. »Marvel er rigtig gode til at strø de her brødkrummer ud«, lyder det fra Rudd, men Ortega er tydeligvis ikke interesseret i at følge op på den i sidste ende mikroskopiske Marvel-debut fra 2013.
»Jeg tæller den med, og så er jeg videre«, siger den 22-årige skuespiller, der da heller ikke går og mangler prominente roller for tiden.
Foruden en ny sæson af Netflix-gennembruddet ‘Wednesday’ medvirker hun blandt andet i ‘Hurry Up Tomorrow’, der fungerer som en slags følgesvend til The Weeknds album af samme navn. Her spiller hun over for netop The Weeknd og en anden storhypet Hollywood-kollega, Barry Keoghan.
Begge titler får premiere i løbet af i år.