’Mistress Dispeller’: Det moderne kærlighedsliv er ren science fiction i film med usandsynligt vild præmis
CPH:DOX. Forestil dig en verden, hvor folk bor i isolerede celler i store højhuse i en millionby af evig lysforurening og smog.
Når man endelig begiver sig uden for, færdes man afskærmet for omverdenen i indelukkede biler eller med smartphonen i fjæset, så man ikke kommer nogen ved. Ensomheden er altomfattende, interpersonel intimitet fraværende.
Selv inden for ægteskabets rammer er det så svært at mærke hinanden og tale sammen, at man ved mistanke om utroskab ikke tør konfrontere sin partner, men hellere vil hyre en såkaldt Mistress Dispeller – en slags skuespiller specialiseret i at mægle mellem treparten og sabotere affæren, uden at alle parterne nødvendigvis ved, at det er dét, vedkommende gør.
Det lyder som science fiction, men er virkeligheden i Elizabeth Los kinesiske dokumentarfilm ’Mistress Dispeller’, der har en nærmest uhørt adgang til selv de mest intime situationer.
Filmen følger den midaldrende kvinde Mrs. Li, hvis ægteskab er ved at falde fra hinanden. Hun mistænker utroskab og kontakter en Mistress Dispeller ved navn Wang Zhenxi, der skal hjælpe med at bringe orden i sagerne. Og Wang Zhenxi får ved hjælp af listige tricks udfrittet manden, så han bekender affæren til hende. Nu er opgaven så at mødes med elskerinden og skabe splid imellem hende og manden, uden at de mistænker noget.
Præmissen må være blandt årets vildeste, og man undrer sig konstant over, hvordan instruktøren har fået lov til at følge så intim en sag med sit fluen-på-væggen kamera. Det er i sig selv fascinerende at følge karaktererne nærme sig hinanden, selvom man aldrig helt kommer så dybt ind under huden på dem, som man kunne have håbet på i en film, der sætter alt ind på netop dette.
Til gengæld er der masser af poetiske øjeblikke, flot indfanget fra virkelighedens verden, som når den utro ægtemand forklarer, at det at være sammen med elskerinden er som at opholde sig i solen: »Det får mig til at føle mig i live«.
Eller når konen fortæller om det »usynlige papir«, hun føler, der har lagt sig mellem hende og hendes mand, som ellers plejede at være så tætte.
På et tidspunkt beskriver titlens Mistress Dispeller, at hustruens situation er at sammenligne med en krig: Enten vinder man, ellers taber man det hele.
Det er en pointe filmen igennem, at kærligheden ikke er noget, der kommer af sig selv, og at den i stigende grad er blevet gjort til en vare.
På et såkaldt Love College bliver der forelæst om, at ægteskabet er som et belejret slot. Dem, der står uden for, vil ind, dem, der er inden for, vil ud. Den pointe uddybes, når vi ser, hvordan folk mødes i et fysisk datingmarked og ser på kontaktannoncer ophængt på tørresnore. På et callcenter bliver der rådgivet om, hvordan man kan få en »konkurrencemæssig fordel« på datingmarkedet.
Dette antropologiske indblik i en globaliseret, digital verden, hvor man ikke længere møder mennesker på traditionel vis, er klart filmens styrke. At disse pointer illustreres gennem det på papiret pirrende ægteskabelige drama, giver filmen en dramaturgisk struktur, men det er, som om denne del kommer til kort, fordi den nødvendige indlevelse i karaktererne mangler.
Ikke desto mindre er ’Mistress Dispeller’ et fascinerende studie af moderne kærlighed eller mangel på samme.
Kort sagt:
Det moderne kærlighedsliv er ren science fiction i Elizabeth Los kinesiske dokumentarfilm, der har en af årets vel nok vildeste præmisser.
’Mistress Dispeller’. Dokumentar. Instruktion: Elizabeth Lo. Spilletid: 94 min. Premiere: Kan ses på CPH:DOX 24., 26. og 28. marts.