’El Jockey’: Dybt uforudsigelig gangsterkomedie er et møde mellem Wes Anderson, Herzog og Almodóvar
Få minutter inden ’El Jockey’s rulletekster erkender en gruppe pistolbærende mænd pludselig, at de faktisk ikke ved, hvem de selv er.
Scenen er ganske sigende for argentinske Luis Ortegas ottende films forbløffende foranderlige væsen.
Modsat instruktørens seneste spillefilm (og første med dansk premiere), det uhøjtidelige og stilsikre true crime-periodedrama ’El Angel’, er ’El Jockey’ nemlig utroligt svær at forudsige. Et godt stykke inde er man stadig i tvivl om, hvilken slags fortælling vi har at gøre med.
Hovedpersonen Remo Manfredini (Nahuel Pérez Biscayart fra ’120 slag i minuttet’) er den titulære jockey, der har en legendarisk karriere bag sig, men i dag er gået i hundene med et ustyrligt ketanol- og alkoholmisbrug.
Han og den gravide kæreste og jockeykollega Abril (Úrsula Corberó fra ’Papirhuset’) arbejder begge for den følsomme mafiosoboss Sirene (Daniel Giménez Cacho fra ’Bardo’), der efter eget udsagn »aldrig har kunnet lide at bruge tvang«. Ikke desto mindre kræver han, at Remo, der er i stor gæld til ham, død og pine skal tage en kold tyrker og vinde næste væddeløb – ellers får det altså katastrofale konsekvenser.
Omtågede Remo drikker videre i smug og skuffer fælt til løbet. Faktisk ender han og den milliondyre hest i et styrt, som sender ham direkte på hospitalet. Herfra stikker ’El Jockey’ i en helt ny retning, som Sirenes desillusionerede håndlangere, der har ordre til at fange jockeyen, må forsøge at halse efter.
For Remo har slået hovedet i en sådan grad, at han simpelthen er blevet til en ny person. Hovedpersonen rejser sig fra sin hospitalsseng, tager en ældre dames pels og støvler på og træder ud i verden som genfødt.
I stil med Wener Herzog-klassikeren ’Gåden om Kaspar Hauser’ er Remo nu renset for de erfaringer og normer, vi andre bærer rundt på. Jockeyen overholder faktisk heller ikke længere fysikkens love, for kroppen vejer nu nul kilo, og benene kan ubesværet gå på vægge og lofter.
Sådan fortsætter Ortegas fortælling, som han selv har udtalt er inspireret af en virkelig person, han mødte på et apotek, ned ad en herligt forbavsende sti.
Instruktøren trækker både på Bruno Dumont sorte humor, Wes Andersons stiliserede quirks og Pedro Almodóvars passionsfyldte og queer melodramaer i sin eksistentielle komedie, som aldrig er kedelig at kigge på.
Ortega rammer således den skæve fiktionsverden ind i stilrene og farverige skud, der veksler mellem symmetriske tableauer, lækre kamerature og intense pov-skud og konstant stimulerer og fornøjer publikum.
Det samme gør filmens perlerække af skøre detaljer og motiver, som må have været sjove for production designeren at realisere. For eksempel har Remos hovedforbinding efter styrtet præcis samme størrelse og form som den jockey-hjelm, han aldrig tog af. Senere modtager den genopstandne protagonist en pistol i en plasticpose med partypølser.
Dialogen er ligeledes fyldt med radikale udtalelser, som man først tror, skal forstås metaforisk, inden karaktererne med selvfølgelighed fører dem ud i livet helt bogstaveligt.
Omskifteligheden gør ’El Jockey’ til en utroligt spøjs og fornøjelig oplevelse, som egentlig også giver god tematisk mening. For selvfølgelig skal en film om løsrivelse fra omverdenens forventninger og konventioner selv fuldstændig slippe tøjlerne til al gængs fortællelogik.
Kort sagt:
Den argentinske komedie ’El Jockey’ trækker på både Wes Anderson, Bruno Dumont, Pedro Almodóvar og Werner Herzog i en fornøjelig, eksistentiel og dybt uforudsigelig mikstur.