’El Ángel’: Må man vise en autentisk seriemorder, som var han DiCaprio i en Tarantino-film?
Forestil dig, at Anders Thomas Jensen genskabte Peter Lundins liv med sort komik, mens D.A.D.s ’Bad Craziness’ muntert fræser derudaf. Nej vel. Ikke desto mindre har argentinerne de seneste år trodset storinflation og valfartet til biograferne for at se nogle af nationens kriminelle monstre blive portrætteret som rockstjerner indpakket i lækkert soundtrack og smooth kamerabevægelser á la Scorsese.
’Klanen’, der gik herhjemme i 2016, skildrede Familien Puccio og deres onde overhoved Arquímedes, som i overgangen fra militærdiktatur til demokrati i starten af 80’erne kidnappede og myrdede velstående personer. Filmen var grum, berørte tragedien, men først og fremmest havde den en coolness og energi, som er de færreste rockmusiker-biopics forundt.
’El Ángel’ foregår et årti før, men tilgangen er den samme om end i en mere morbidt-humoristisk, flakkende og kuriøs udgave ligesom sin hovedperson, Carlos Robledo Puch. Inden Robledo Puch var fyldt 20, havde han dræbt 11 personer og begået 17 bevæbnede røverier. En stone cold killer, som i dag sidder i en isoleret fængselscelle på 47. år. Fascinationen blev kun større af, at han med sine flotte krøller og sit uspolerede ansigt lignede en engel. »Dødsenglen« kalder argentinerne ham. 
I instruktøren Luis Ortegas version slentrer Robledo Puch (Lorenzo Ferro) i åbningsscenen ind i et tomt rigmandshus og tager for sig af retterne. Han spørger sig selv, om folk mon er sindssyge, når de ikke overgiver sig til muligheden for at gøre, hvad der passer dem. Her kommer, hvad verden har brug for: »Guds spion«.
Så sætter den 17-årige den catchy ’El Extraño del Pelo Largo’ på pladeafspilleren og laver nogle funky moves, før han snupper en glinsende rød motorcykel og drøner afsted. Robledo Puch er gennem filmen sangens »fremmede med det lange hår«, der spadserer ubekymret rundt og stirrer undrende på de forbipasserende borgere, som forsøger at bevare anstændigheden i en tid med skiftende militærdiktatorer og stor social ulighed og uro.
Forældrene er sådanne anstændige arbejdere. Robledo Puch vil hellere lege med skolens rå og modelflotte fyr Ramón (Chino Darín, søn af nationalskatten Ricardo). Med hjælp fra Ramóns småkriminelle far danner de hurtigt et besynderligt forbryderpar, der med våben plyndrer palæer i absurde sekvenser.
Under et juvelrøveri ifører Robledo Puch sig et par diamantøreringe. »Du ligner Marilyn Monroe«, kommenterer Ramón. De krøllede lokker læner sig mod Ramón. Med pistoler poserer de som Bonnie og Clyde foran en glasrude. Ramón ser dem som Che og Fidel. Robledo Puch vil hellere sammenligne Ramón med landets eksilerede leder Juan Perón og ham selv med mytiske Evita. Sekvensen slutter med, at Robledo Puch placerer juvelerne på en søvnliggende Ramóns ædlere dele. 
I debutanten Lorenzo Ferro har Ortega fundet enhver renæssancekunstners våde drøm. Med sine lange, lyse krøller, drengede Hermes-krop og bløde træk er Ferro med til at forstærke Ortegas queer-vinkel på Robledo Puchs bestialske gerninger. Den håndfuld af mord, vi ser ham udføre, fremstår som indskydelser – eller manglende seksuel forløsning.
Det røde, blå og grønne neonlys fra Julián Apezteguias, som også filmede ’Klanen’, omslutter gennem filmen den læderklædte engledreng i et magisk påfugleskær som en glamrock-stjerne af Bowie’sk androgynitet. Drømmen om Ramón som hans Iggy Pop forbliver platonisk.
Som sin hovedperson synes handlingen hævet over tiden. Den driver lalleglad afsted uden at sigte efter biopic’ens traditionelt højdramatiske klinger eller psykologiske sammenskrivninger. ’El Ángel’ anskues bedst som en pikaresk fortælling om en uudgrundelig satyr, som udspringer af det kaotiske samfund, vi i glimt præsenteres for i historiens baggrund.
Virkelighedens Robledo Puch har ønsket at se sit liv som en Tarantino-film med Leonardo DiCaprio som ham selv. Efter at ’El Ángel’ er sluttet med Robledo Puch tilbage i sin boble dansende til ’El Extraño del Pelo Largo’, har det måske ikke været af Tarantino’sk bravur. Alligevel vil nogle formentlig have det svært med, hvor tjekket og underholdende massemorderen slipper fra det.
Kort sagt:
Historien om den djævelske morder bag engleansigtet er et bizart, stilfuldt queer-portræt, der er svært at forestille sig i en dansk filmkontekst.