INTERVIEW. Ludvig Christian Næsted Poulsen var 15 år, da han oplevede sin første store forelskelse i hjembyen Struer, hvor han samtidig sprang ud som homoseksuel: »Jeg var simpelthen så pisseforelsket, at der ikke var noget, der kunne røre mig«.
Han var også 15 år, da han oplevede sin første hjertesorg. For forholdet gik itu, og det prægede hans kærlighedsliv i de efterfølgende år, hvor han havde svært ved at give sig hen til de mænd, han mødte.
Nu udkommer instruktørens debutfilm ‘Se gennem Aske’ – med netop hans egen historie som drivkraft. Ifølge instruktøren har det været strengt nødvendigt at fortælle så ufiltreret og ærligt som muligt – »for det er det, som andre kan spejle sig selv i«, som han siger, da vi mødes i Cinematekets café på en solbeskinnet fredag med udsigt til Gothersgade.
I filmen bor den 22-årige Christian, helt som Poulsen selv gjorde i en årrække, i Aarhus og sørger over sit forliste forhold med ekskæresten Aske. Christian søger mod datingapps for at finde en måde at udfylde det gabende tomrum, bruddet har medført.

Men den konstante jagt efter det næste hook-up og den fortsatte besættelse af eksen kommer måske til at stå i vejen for, at han faktisk kan finde sin næste udkårne, ligesom det bliver en hindring for hans daglige liv.
Som når familien kommer på uanmeldt fødselsdagsbesøg, og Christian i al hast må klare et engangsknald i lejlighedens kælderrum, mens mor og søster venter ovenpå. Eller da han, i et desperat forsøg på at genoprette forbindelsen til Aske, opsøger hans mor i hendes hjem for at aflevere et bælte, Aske har efterladt, dengang forholdet brast.
Fortællingen afspejler, trods både udeladte og forstærkede detaljer, ret præcist instruktørens eget liv i en periode, med dating-anekdoter fra hans venner som ekstra krydderi.
’Se gennem Aske’, der har fået fem flotte stjerner af Soundvenues anmelder Morten Kildebæk, har været mange år undervejs.
Og Ludvig er (heldigvis) et helt andet sted i sit liv i dag, hvor han bor i Skjern med sin kæreste. Ikke desto mindre har han haft en brændende trang at gøre debuten så personlig som muligt.
En naiv proces
Set udefra virker det både grænseoverskridende og modigt at dele ud af sine egne sårbare minder med et fremmed publikum – især med en debutfilm.
Og Ludvig C.N. Poulsen forklarer da også, at det måske var lidt naivt, da han besluttede at lade sit eget liv agere motor for ’Se gennem Aske’.
»Jeg går ikke og tænker på, om det er pinligt, før det skal vises. Nu kan jeg da godt mærke en ængstelighed omkring, at jeg har lagt nogle ting frem, som er ret sårbare«, siger han med et grin.

Den ufiltrerede ærlighed har gennemsyret instruktørens måde at lave film på, fra han blev færdiguddannet på Super8-uddannelsen i Aarhus i 2022 med kortfilmen ‘Drømmedreng’. Her stod han ved en skillevej. Skulle han lave stor kunst, skal det være fuldstændigt ærligt – blandt andet inspireret af hans store idol Lars von Trier.
»Jeg fik et råd fra en konsulent, som var, at det er for tidligt og tæt på at lave det her. Og det tror jeg egentlig også, han har ret i ud fra et mentalt sundhedsperspektiv. Men ud fra et kunstnerisk perspektiv kan jeg anbefale, at man laver det, som gør allermest ondt at lave. Fordi så har man ikke det filter. Så får folk det lidt mere råt for usødet«.
Underholdning i tristessen
Det var ikke nemt at finde den skuespiller, der både skulle gengive Ludvig C.N. Poulsens eget liv og samtidig gøre hovedkarakteren Christian til sin egen: »Jeg havde faktisk søgt ret længe efter en hovedkarakter. Og så så jeg den her castingvideo med Rex (Leonard, red.). Og så var jeg bare ikke i tvivl om, at der har vi fandme én, der skal gøre det her«.
Rex Leonard spillede Daniel i tredje sæson af Netflix-serien ‘The Rain’ i 2020 og har også haft roller i blandt andet komedien ‘Ninna’ fra 2019 og krimiserien ‘Sommerdahl’.
Han spiller med en charmerende kejtethed, som er afgørende for, at man sympatiserer med Christian, selv når han træffer nogle lidt uforståelige valg.

»Rex er et menneske, man bare instantly bliver sympatisk overfor«, siger Ludvig. »Og så er han også pisse sjov. Og det var det, jeg havde brug for til sådan en fortælling, som blev meget personlig for mig, men også ville blive personlig for andre. At man også kan se en karakter, der giver anledning til, at filmen er lidt underholdende«.
’Se gennem Aske’ skulle nemlig ikke blot blive (endnu) en deprimerende film om at få sit hjerte knust.
»Det kunne man jo nemt falde i. Især når man laver noget, der er så tæt på en selv – så bliver det nemt sådan noget ‘åh, hvor har jeg ondt af mig selv’. Man har brug for at kunne grine lidt af, hvor latterlig eller fejlbarlig man er som menneske«, siger instruktøren. Han lyttede meget symptomatisk konstant til Father John Misty, da han skrev historien – en musiker, der netop forener de dybe tanker om kærlighed med et selvironisk glimt i øjet.
Folkefænomenet online-dating
‘Se gennem Aske’ føles som en hyperaktuel film, der taler ind i en datingkulturel zeitgeist. Populære programmer som ‘Bachelorette’, ‘Gift ved første blik’ og ‘Landmand søger kærlighed’ er stadig faste samtaleemner ved frokostbordet, mens Instagram-sider er dedikeret til at fortælle om de mest undervurderede date spots i byen.
Ludvig C.N. Poulsen tilføjer, at det er blevet »et folkefænomen at møde mennesker online, som man ikke kender. Og jeg synes ikke, at jeg ser så mange film, der laver et portræt så indgående, som vi har prøvet at gøre her«.

’Se gennem Aske’ tager den afvisning, som er blevet nemmere og hurtigere end nogensinde, seriøst.
»Hvad gør det ved folk, at de ikke mødes i den virkelige verden? Hvad gør det, at vi kan vælge folk baseret på nogle relativt overfladiske parametre, før vi står foran dem? Det ville jeg gerne undersøge«, siger instruktøren.
Samtidig vil han ikke pege fingre, for det er trods alt hans egen historie, filmen har rod i. Som han siger:
«Jeg håber, at filmen ikke er fordømmende, for det er åbenlyst en god ting i rigtigt mange sammenhænge, at man kan møde flere mennesker, især for minoriteter«.
»Det synes jeg simpelthen er rigtig pride«
Det er blot få måneder siden, at ’Sauna’, en anden film med åbenlyse LGBTQ+-tematikker, fik premiere.
Ludvig C.N. Poulsen er selvfølgelig glad for, at der kommer flere film med diversitet, men først og fremmest håber han på en bølge af den slags autenticitet, han har arbejdet så intenst med i ’Se gennem Aske’:
»Jeg håber, at vi får flere af de her rå fortællinger, og at de kan finde et publikum. Jeg har egentlig ikke nogen speciel agenda i forhold til repræsentation af LGBTQ+-personer. Jeg laver bare de fortællinger, fordi jeg selv er homoseksuel«.
»Jeg synes ikke, at det er en præmis i sig selv, at filmene skal repræsentere en lille gruppe. Jeg synes egentlig, at det flotte er, hvis man kan lave en film, der er lavet på en anden måde, og som kommer tættere på noget ægte og ærligt, men som rammer rigtig mange mennesker. Det synes jeg simpelthen er rigtig pride«.
»Og det tror jeg også, vi kommer til at se, for det er det, jeg ser på filmskolen og Super16 og Super8. At der er en vilje til at lave film, der er mere raw og rock’n’roll«.
’Se gennem Aske’ kan ses i biografen nu.
