INTERVIEW. Sandra Guldberg Kampp sad i sin seng på sit lille Nørrebro-værelse, da hun en sen aften fik et livsændrende opkald fra sin agent.
»Det var fucking sindssygt. Jeg tror, at jeg begyndte at græde en smule. Jeg ringede til mine forældre med det samme og var sådan oh my god«, fortæller hun.
Agenten meddelte, at Kampp var blevet tilbudt rollen som den mystiske Thalis i Apples kolossale sci-fi-basker ’Foundation’, der netop nu kører på tredje sæson og er blevet kaldt »det flotteste sci-fi i mands minde« af Soundvenues anmelder.
Opkaldet var begyndelsen på det største eventyr i den 25-årige skuespillers karriere. Det var også begyndelsen på et spirende udlandsgennembrud for et ungt talent, som efter sit danske gennembrud ellers savner at have mere at lave herhjemme.
’Foundation’ skulle dog også vise sig at blive en ekstremt overvældende oplevelse.
Premiere på skæbnesvanger dag
Uden formel skuespiluddannelse eller andet end et par kortfilm på cv’et brød den dengang 20-årige Sandra Guldberg Kampp igennem som den lavmælte Ida i Jeanette Nordahls fynske mafiaopgør ’Kød og blod’.
Filmen blev velmodtaget ved premieren på Berlin Film Festival og siden femdobbelt Robert-nomineret. Sandra landede selv en Bodil-nominering for bedste kvindelige hovedrolle.
Hvad der burde have været en envejsbillet til en dansk kometkarriere, tog dog aldrig rigtig fart.
»Jeg glemmer nogle gange, at jeg blev Bodil-nomineret, fordi det hele var så surrealistisk«, mindes hun med et grin, da vi mødes på en kaffebar i København.
’Kød og blod’ skulle nemlig have haft dansk premiere på den skæbnesvangre dag, hvor coronapandemien lukkede landet ned, og den gik derfor mere under radaren herhjemme, end den måske havde gjort med en bedre premiere-timing.
»Filmtyper kender til filmen – nok fordi Sidste Babett Knudsen er ned. Men ellers har den generelle opmærksomhed ikke rigtigt været der. Den har ikke gjort 100 procent, hvad den kunne have for mig«.
Efter premieren i Berlin var der dog en række udenlandske agenter, der øjnede potentialet i Kampps optræden.
»Jeg anede ikke noget som helst, havde ikke engang en dansk agent, og pludselig var der alle mulige internationale agenter, der ville have mig. Det blev jeg nok revet lidt med af«, fortæller hun om den pludselige interesse.
Snart var Kampp signet til et engelsk agentur og skudt afsted mod en udenlandsk karriere på godt og ondt.
»Det er virkelig underligt. Jeg prøver stadig at bryde igennem herhjemme, men når jeg arbejder i udlandet, har folk tit en forventning om, at jeg er ret kendt i Danmark. Og jeg er sådan ’absolut ikke’«.
Hadede den første uge
Sandra Guldberg Kampp fortæller, at der skulle »hundredvis« af ufrugtbare selftapes til, før rollen som Thalis i rumoperaen ’Foundation’ kom i hus.
»Det er nok det korteste selftape, jeg har lavet. Det var kun en side, mens det normalt er flere scener. Jeg lavede det med hjælp fra min tidligere roomie, som var helt smadret og skulle til at i bad. Jeg blev ved med ikke at være tilfreds, og til sidst sad hun bare der i sit håndklæde og var sådan: ’Jeg gider ikke mere’. Men jeg fik hende overtalt til at gøre det færdigt, og så sendte jeg det afsted«.
Efter et par ugers ventetid ringede Kampps agent med den glædelige nyhed.
Virkeligheden indtraf dog hurtigt, da Kampp kort efter befandt sig på et voldsomt stort set med 200 vildtfremmede filmarbejderne.
På bagkant kan hun grine af absurditeten i at gå fra en fynsk parcelhus-location til Apples gigantiske kulisser.
»Jeg hadede det den første uge. Jeg følte mig helt vildt fremmedgjort, fordi det hele var så upersonligt og amerikaniseret«, indrømmer hun.
»Alt var meget hierarkisk, og nogle folk havde for eksempel fået at vide, at de ikke måtte tale til mig, fordi jeg er skuespiller. Så jeg sad bare der alene i min trailer, indtil nogen kom og fragtede mig til set. Og jeg havde mine personlige folk, der klædte mig på. Det var et chok at opleve kontrasten til Danmark, hvor cast og crew taler til hinanden ligeværdigt, og arbejdet er mere venskabeligt«.
Det vendte, da hun mødte seriens hovedrolleindehaver Lou Llobell. De blev gode venner, og derigennem blev Kampp introduceret til Llobells bekendtskaber på holdet. »Men man skal virkelig kæmpe for det«, medgiver hun.
Fik lov at lege action-star
En af fordelene ved at arbejde i udlandet er ifølge Sandra Guldberg Kampp, at hun ikke bliver typecastet – en risiko hun mærkede allerede efter sin første hovedrolle.
»Jeg har fået mange roller á la ’Kød og blod’, hvor jeg ikke rigtigt siger noget. Det er ikke en decideret negativ typecasting, men det bliver lidt kedeligt, at folk bare tænker: ’Det kan hun gøre igen’. I udlandet har jeg fået lov til at spille en AI-karakter og alt muligt andet«.
Her refererer hun til sin seneste rolle i den schweiziske instruktør Simon Jaquemets eksperimenterende sci-fi-drama ’Electric Child’, der nu kan streames herhjemme.
Filmen er en dystopisk fortælling om en programmør, der har udviklet et digitalt AI-væsen. Hans eksperiment går ud på at teste, hvorvidt avataren kan lære at overleve på en simuleret ø ved at generere nok viden og hukommelse til at undgå fejl – såsom at falde ned fra en klippetop. AI’en skal desuden hjælpe med at opfinde en kur mod hans nyfødte søns sjældne gensygdom. Forsøget løber dog af sporet, da væsenet fodres med så meget viden, at dens hjerne opnår overmenneskelige egenskaber.
Hvordan greb du det an at skulle spille noget u-menneskeligt?
»Det handlede rigtig meget om, hvordan den bevæger og udvikler sig. I starten af filmen har den hjerne som en frø. Så jeg skulle lege meget med det dyriske og lære, hvordan det er at være i en menneskekrop, men ikke forstå hvordan den fungerer«.
Under træningen til den meget fysisk rolle havde hun dog en gammel kending ved sin side. Hendes ’Kød og blod’-fætter Elliott Crosset Hove spiller nemlig hovedrollen i ’Electric Child’.
»Instruktøren kom til Danmark for at øve med Elliott og jeg. Vi rendte rundt ude på Reffen i nogle virkelig underlige positioner. Vi skulle lære at crouche, som man jo gør i computerspil. Jeg fik at vide, at jeg skulle se YouTube-videoer af folk, der spiller ’The Last of Us’, fordi det var den vibe, instruktøren gerne ville ramme bevægelsesmæssigt«.
»Min rolle i ’Electric Child’ var fed, fordi jeg fik lov til at være action star med stunts, eksplosioner, guns og alt muligt. Og det er ikke så tit, man får lov til at gøre det som ung kvinde. Altså med mindre du spiller politibetjent«.
Et spørgsmål om tid
Sandra Guldberg Kampp er også på vej i en hovedrolle i den internationale film ‘Bloody Tennis’, hvor også Zlatko Buric spiller med.
Hun lægger ikke skjul på, at det er »vildt underligt« at starte sin karriere i udlandet – især når hun ikke har jagtet det.
»Jeg har aldrig været sådan ’jeg skal til Hollywood’ og egentligt heller ikke forstået folk, der tænker sådan. Selvfølgelig er der forskel på pengene i det, og hvordan du kører et set, men arbejdet er basically det samme. Du skal jo helst være i det, fordi du kan lide selve arbejdet. Det er ligegyldigt for mig, hvor jeg laver det henne«.
Hvem vil du allerhelst arbejde med, hvis du frit kunne vælge?
»Åh gud. Der er mange af dem, der lige er blevet færdige på Filmskolen, Super16 osv., som jeg synes, er virkelig dygtige. Også etablerede instruktører, men jeg er bange for at nævne navne og låse mig fast på nogen specifikke. Men Milad Alami laver nogle virkelig fede ting. Og jeg vil sygt gerne arbejde med Jeanette Nordahl igen. Også Laurits Flensted-Jensen er virkelig dygtig. Christina Rosendahl. Der er mange flere!«
Af internationale drømmeinstruktører nævner hun i flæng Joachim Trier, Hlynur Pálmason og Sean Baker – »sådan noget i den stil«.
Mere end noget andet håber hun, at hun i fremtiden får flere muligheder på dansk grund.
»Jeg føler, at casterne kender mig. Jeg bliver ved med at arbejde for det«, siger hun og smiler optimistisk:
»Jeg tror egentligt bare, at det er et spørgsmål om tid«.
’Foundation’ kan ses på Apple TV+. ’Electric Child’ kan ses på Blockbuster og Apple TV+.