Den franske instruktør Justine Triet hittede stort i 2023 med sin fjerde spillefilm ’Anatomy of a Fall’, for hvilken hun vandt Guldpalmen i Cannes og en Oscar for Bedste originalmanuskript.
Soundvenues Jakob Freuendal var som mange andre begejstret og beskrev filmen som en »kalejdoskopisk fortælling om sandhedens anatomi, der præsenterer et tvetydigt alternativ til de ofte endegyldige sandheder, man finder i de amerikanske retssalsdramaer«.
Nu har Triet lagt sig fast på sit næste projekt: en thriller med titlen ’Fonda’, som efter sigende kommer til at tage et dybt dyk ned i et rationelt sind, hvor sorg og besættelse flytter ind. Filmen bliver Triets første på engelsk.
Castet tæller indtil videre Andrew Scott, Frank Dillane, Nathan Stewart-Jarrett samt den fremadstormende ’Frankenstein’-stjerne Mia Goth, som først var tiltænkt en birolle, men imponerede Triet så meget, at hun endte med at blive forfremmet til hovedrollen.
Mia Goth har tidligere kunnet opleves i alt fra ’Nymphomaniac’ til ’Pearl’, og hun er også at finde på rollelisten til Christopher Nolans stort anlagte ’The Odyssey’ samt Shawn Levys kommende ’Star Wars’-film med Ryan Gosling i hovedrollen.
De sidste castinger til ’Fonda’ er stadig ved at falde på plads, inden optagelserne sparkes i gang til foråret, men Deadline melder, at Oscar-vinder Allison Janney er i forhandlinger om en nøglerolle.
Triet vasker dog ikke tavlen helt ren, for med sig på projektet har hun ’Anatomy of a Fall ’-producerne Marie-Ange Luciani og David Thion.
