‘Christy’: Sydney Sweeney imponerer i lidelsesfikseret film om bokselegende
FILM. Sydney Sweeney ved udmærket, hvordan hun bliver opfattet af omverdenen: som den blonde Hollywood-stjerne, hvis krop ofte debatteres mere end hendes arbejde, og hvis offentlige persona igen og igen bliver indlæst i kulturkrige, memes og marketingfejltrin.
Når hun kaster sig over rollen som bokseikonet Christy Martin i David Michôds alvorstunge biopic, er det derfor ikke tilfældigt. Det er et forsøg på at rykke fokus fra hendes udseende til hendes håndværk, og som skuespiller lykkes hun da også bemærkelsesværdigt godt.
Sweeneys polerede Hollywood-facon er her erstattet af et kompakt og atletisk udtryk. Hendes krop er ikke et blikfang, men et arbejdsredskab, formet af disciplin og hårdt arbejde, og filmen insisterer på at se den sådan. Det er i dette kropslige register, Sweeney leverer en kontrolleret præstation, hvor små justeringer i hendes mimik og holdning siger mere end de store følelsesudbrud.
Filmen begynder i West Virginia i 1989, hvor Christy vokser op i et miljø præget af snævre normer og sociale begrænsninger. Hun er forelsket i Rosie (Jess Gabor), men forholdet bliver hurtigt knust af både familien og lokalsamfundet, hvor homoseksualitet er komplet uacceptabelt. Instruktøren skildrer præcist, hvordan denne afvisning sætter sig som et indre pres hos Christy, og hvordan hun får et behov for at rette sig ind, for at finde en måde at være “normal” på, selv hvis det kræver selvfornægtelse.
Det er i dette spændingsfelt, hun møder boksetræneren Jim Martin. Hun er 22, han er 47, og filmen tydeliggør, at relationen ikke udspringer af romantisk tiltrækning, men af et ønske om stabilitet, accept og legitimitet.
Christy overbeviser gradvist sig selv om, at forholdet er til at leve med – ikke fordi det føles rigtigt, men fordi det føles nødvendigt. Her rammer filmen noget væsentligt i sit portræt af, hvordan socialt pres kan få kompromiser til at ligne frie valg.
Det professionelle samarbejde glider over i et ægteskab præget af psykisk og fysisk vold. Ben Foster spiller Jim Martin med en ubehagelig intensitet, hvor kontrollen bryder ud i åben aggression og på samme tid konstant ligger og dirrer under overfladen. Over for ham tegner Sweeney et portræt af en kvinde, der er kompromisløst stærk i ringen, men dybt usikker udenfor – og filmen overbeviser med sin analyse af, hvorfor det er så svært at slippe et forhold, der fra starten har været bygget på et ulig magtforhold.
Her begynder filmen dog også at begrænse sig selv. Michôds biopic dvæler så længe ved den voldelige relation, at boksningen reduceres til baggrundsstøj. Sporten bliver noget, der foregår mellem overgrebene, snarere end det sted, hvor Christy faktisk opnår autonomi, glæde og historisk betydning. Hvorfor hun elsker at bokse, hvad sporten giver hende, og hvordan den former hendes identitet, forbliver påfaldende underbelyst.
Den skabelonagtige biopic-struktur forstærker kun problemet. Med en spilletid på over to timer gentager filmen de samme følelsesmæssige bevægelser, og fortællingen mister gradvist fremdrift. Træningsmontager, kampe og sejre følger genrens velkendte mønstre uden at give øjeblikkene selvstændig dramatisk tyngde.
Katy O’Brian dukker op som Lisa Holewyne, den kvinde, som Christy senere finder et ligeværdigt liv med, og hendes rolige, autoritative tilstedeværelse antyder en anden fortælling om heling og gensidig respekt. Men også det perspektiv forbliver skitseagtigt, som om filmen ikke helt tør flytte fokus fra smerten til livet efter volden.
Til sidst lander ’Christy’ derfor i en velkendt biopic-fælde. Filmen vil ære sin hovedperson, men ender med primært at definere hende gennem det, hun overlevede, snarere end gennem den vilje og disciplin, der gjorde hende til en frontløber i sin sport.
Kort sagt:
’Christy’ er en velspillet og alvorlig biopic med en imponerende Sydney Sweeney i centrum, men filmens moralske blik er så fikseret på lidelse, at den mister grebet om den styrke, den egentlig vil hylde.