’Christiania’: Det er et godt bud på den definitive film om fristaden
DOKUMENTARFILM. Antallet af dokumentarer, der gennem tiden har stillet skarpt på Christiania, kan tælles på mere end én hånd. De seneste år har vi for eksempel fået ’Stemmer fra Fristaden’ på TV 2 og ’Kampen om Pusher Street’ på HBO Max.
Selvom biografaktuelle ’Christiania’ dermed befinder sig på rimelig velkendt farvand, er filmen alligevel et godt bud på den store, definitive udlægning af Fristadens spraglede, konfliktfyldte og helt igennem særegne historie.
I sin første lange dokumentarfilm kommer instruktør Karl Friis Forchhammer nemlig utroligt vidt omkring. Med hjælp fra en masse arkivoptagelser, interviews og opslag i Rigsarkivet afdækker han Christianias udvikling gennem mere end 50 år.
Fra slumstormere besatte de forladte militærbarakker i 1971, til den politiske overlevelseskamp blev et folkeligt anliggende med ’I kan ikke slå os ihjel’ som slagsang. Fra den interne og eksterne kamp mod de voldelige Bullshit-rockere i 70’erne til nyere tids opgør med narkohandlernes drabelige millionforretning i Pusher Street.
’Christiania’ tager mikrosamfundets udfordringer alvorligt. Friheden kommer med et stort ansvar, og det er tydeligvis hårdt arbejde at holde den lille landsby kørende. Det bliver helt konkret eksemplificeret i de lange beboermøder, der udgør konsensusdemokratiet. Både før og nu kan dialogprocessen tage lang tid, og det er ikke altid dem med de mest saglige inputs, som råber højst.
Filmen har bestemt også indslag i den mere farverige og nærmest mytiske ende. Vi kommer både forbi en Jesus-tilbedende dommedagskult og en alkoholiseret bjørn, som kan bunde en Bjørnebryg på rekordtid.
Nogle af disse historier får et ekstra glimt i øjet af overraskende animationssekvenser. Den håndtegnede animation udgør dækbilleder, når det ellers omfattende arkivmateriale ikke rækker.
Den fungerer også som et surrealistisk element, da vi kommer til et båndet møde mellem en christianit og en politiker, der er spillet over med et jazznummer. På underholdende vis rejser de to mødedeltagere sig op for at gribe fat i fiktive instrumenter og spille med på musikken.
I sin tilbagevendende voiceover kalder Forchhammer Christiania for »et samfund, der prøver at rumme alt«. Det kan man også sige, hans film gør. Den peger i utallige retninger i sit skiftevis historiske og nutidige, generelle og personlige tilbageblik. Dokumentaren er derfor konstant stimulerende, men også en kende flygtig.
Nogle gange måtte filmen med andre ord godt blive lidt længere i sine scener. Det gælder især dem, hvor instruktøren møder Christianias nuværende beboere, både unge og gamle. Disse interviews figurerer for det meste udelukkende på lydsiden, mens vi ser en strøm af dækbilleder, og det begynder at blive svært at kende forskel på vidnerne, fordi vi ikke ser deres ansigter eller rigtigt lærer dem at kende.
Forchhammer lykkes imidlertid at se på Christiania med et dobbeltblik, der afspejler hans position som både insider og outsider. Han er vokset op med røverhistorier fra Fristaden, fordi hans forældre boede der, kort inden han kom til verden. Som teenager opsøgte han miljøet og fandt venner, som han var misundelig på, fordi de fik den ægte christianitopvækst, han selv gik glip af.
Instruktøren ser med kærlige øjne på miljøet, som han i sit voksenliv er flyttet til. Men han ser også kritisk på de mange udfordringer, samfundet for de anderledes og de udstødte står over for.
Forchhammer viser Christiania som et både kærligt og voldeligt sted. Et omfavnende og dysfunktionelt sted. Et sted, hvor børn oplever »mere liv og mere død« end i resten af Danmark.
Filmen lykkes med at indfange Christianias helt særlige, komplekse væsen, som bliver ved med at fascinere.
Kort sagt:
Karl Friis Forchhammers dokumentarfilm om Christiania er lige så spraglet og mangesidet som Fristaden selv. Det gør oplevelsen en kende flygtig, men også konstant stimulerende.