‘PONIES’: ’The White Lotus’-stjerne mangler tyngde i lidt for sjov spionserie
SERIE. Med meldinger om russiske spioner iblandt os og »hybridkrig« på alles læber føles den kolde krig pludselig ikke længere som en tidsperiode, man kan nøjes med at læse om i historiebøgerne.
SkyShowtime-serien ‘Ponies’ udnytter denne følelse til fulde.
Serien foregår i Moskva anno 1976, hvor den amerikanske ambassade teknisk set er helt legitim, men i al hemmelighed huser CIA med utallige amerikanske agenter og spioner, hvis hustruer har fornøjelsen af at bruge tiden i Moskva som sekretærer eller hjemmegående.
To af disse hustruer er Bea (Emilia Clarkson) og Twila (Haley Lu Richardson).
Som hustruer til CIA-agenter (og kvinder) er de ifølge CIA og KGB’s klassificeringer såkaldte PONIs – persons of no interest.
Så da begge mister deres mænd under mystiske omstændigheder, benytter de deres anonyme status til at overbevise Moskva-kontorets overhoved, Dane Lester (Adrian Walter), til at lade dem udføre spionarbejde på vegne af den amerikanske efterretningstjeneste – og dermed finde ud af, hvad der virkelig hændte deres mænd.
I sand buddy comedy-facon kunne de to spioner in spe dårligt være mere forskellige.
Der er ikke meget fattet dragemor over ‘Game of Thrones’-stjernen Emilia Clarkes neurotiske og usikre Bea, der som firkantet regelrytter har de største moralske kvaler over at lyve, manipulere og sætte sig selv i livsfare.
Hendes primære funktion bliver at udgive sig for at være en belarussisk skolelærer for at charmere den højtstående KGB-agent Vasiliev. En rolle, som har medført, at Clarke selv har skullet lære russisk, og for det utrænede øre klarer hun det ret godt og formår at holde en dramatisk gravitas.
Haley Lu Richardson, nok bedst kendt som Portia fra ‘The White Lotus’, er derimod tænkt som seriens comedic relief. Og der findes sikkert nogen derude, som vil finde Twila uendeligt charmerende.
Hun får ikke mange replikker uden en anakronistisk ironisk distance, men samtidig mangler hendes præstation ganske enkelt nuancer og tyngde. Ofte udstråler hendes ansigtsmimik – med øjenbryn, der giver Clarke kamp til stregen – mere ’SNL’-sketch end halvalvorligt spiondrama.
Det er et problem i en serie, hvor hun ofte skal forestille at være i farlige situationer. Det er svært at tro på, når Richardson aldrig får Twila til at føles som et rigtigt menneske.
Det skaber også en stilforvirring, som desværre er en rød tråd hele serien igennem. ‘Ponies’ kan nemlig aldrig helt beslutte sig for, hvor på dramedy-skalaen den befinder sig.
Beas interaktioner med KGB-agenten Vasiliev vækker minder om utallige virkelige historier om KGB’s netværk af frygt og mistro, som trivedes i det bureaukratiske Sovjet.
Over for KGB’s (og CIA’s, nu hvor vi er ved det) brutalitet – som ofte skildres i lange, voldelige scener – er det svært rigtigt at grine af Twilas dumsmarte bemærkninger om, hvorvidt Bea kan fløjte eller ej.
I en serie, der tydeligt vil sige noget om de menneskelige konsekvenser ved et totalitært styre, er de mange forsøg på komik malplacerede.
De fleste går nok rundt med en stille betagethed af spioner, og til tider rammer ‘Ponies’ plet i den barnagtige fascination med skjulte kameraer i cigaretpakker og hemmelige koder – hjulpet godt på vej af en gennemført lækker 70’er-æstetik.
Mysteriet om Twila og Beas mænd er tilpas spændende til at fastholde interessen, men som konspirationen udfoldes, får plottet nok ikke andre end Putins Kreml op i det røde felt
Men det er spiselig underholdning, hvis man vil mindes en lidt for genkendelig geopolitisk krise, her blot iført trompetbukser og pelsjakker.
Kort sagt:
SkyShowtimes serie ‘Ponies’ har styr på æstetikken, men farer vild mellem hård spionthriller og falde-på-halen-komik. Men er man ængstelig for dagens nyheder, er det en kærkommen distraktion.