‘Marielle ved alt’: Det er umuligt ikke at granske sine egne løgne under biografaktuel film
FILM. Det siges, at sandheden skal høres fra børn og fulde folk.
I den udstrækning det er rigtigt, må det omvendte også gælde: Voksne mennesker lyver, som det passer dem.
Og det er vel en præmis for forældreskab, at mens man lærer sine børn at spise sundt og tale pænt, flytter forældrenes egne slikposer længere ind i skabet, hvor de ikke kan ses. Mens man har fortalt de rigtigt store løgne – dem om ens ægteskab og karakteren af ens rygrad – så mange gange, at de slet ikke føles som løgne længere.
I ‘Marielle ved alt’, som konkurrerede om den fineste pris ved Berlin Film Festival sidste år, tager tyske Frédéric Hambalek denne dynamik til sin yderste konsekvens. Datteren Marielle har fået en lussing af sin veninde i skolen, fordi hun kaldte hende en luder, og nu ved hun alt, hvad hendes forældre laver. Hun kan høre deres tanker, se hvad de oplever, når hun ikke er der, og gengive de samtaler, de har med hinanden, når hun er lagt i seng.
Ved aftensmaden, hvor ritualet med at genfortælle dagens begivenheder udspiller sig, kan Marielle se alle de måder, forældrenes historier ikke stemmer overens med virkeligheden. Hendes far, Tobias, tog ikke det opgør med sin kollega, som han påstår, han gjorde, men var føjelig som sædvanlig, siger Marielle. Og hendes mor, Julia, smugryger med sin kollega og taler om fantasier, Marielle undlader at gengive.
Hendes forældre reagerer, som alle andre ville gøre, nemlig ved at tage hendes iPad. Men efterlades også i en tilstand af chok og mistro. Har hun hacket deres telefoner? Eller har hun virkelig udviklet en eller anden forældre-specifik evne til at læse tanker?
‘Marielle ved alt’ er en kondenseret fortælling, der stort set kun involverer de tre familiemedlemmer. I deres moderne nybyg med alt for lige linjer og alt for store værelser forsøger Tobias og Julia at forsikre hinanden om, at de i hvert fald hverken er føjelige eller begyndt at ryge cigaretter. Men skaden er sket, og nu er Marielle installeret som en ekstern samvittighed, der kan se dem, hver gang de rækker hånden ind bagerst i skabet og fisker slik ud af den hemmelige slikbeholdning.
På den måde skriver ‘Marielle ved alt’ sig ind i en ellers meget skandinavisk tradition for at undersøge kernefamiliens indre logikker og skildre det, der ligger lige under den tynde fernis af civilisation.
Fra Ruben Östlunds ‘Force Majeure’ og ‘The Square’ til norske Kristoffer Borglis ‘The Drama’ og Christian Tafdrups danske ’Speak No Evil’. Det er film præget af en nordeuropæisk kynisme og en meget lav tiltro til, at ægteskab er kærlighed frem for samfundskontrakt.
Fra barnets perspektiv kommer jeg til at tænke på Céline Sciammas vidunderlige ‘Petite Maman’, hvor en lille pige møder sin mor som jævnaldrende. Denne tidsrejse og Marielles tankelæsning er begge billeder på den særlige sensitivitet, børn kan have over for deres forældre, hvor de ofte er i stand til at fornemme mere, end de voksne ved, og de selv er i stand til at sætte ord på.
‘Marielle ved alt’ undersøger disse temaer med en præcision og en nøgternhed, som får det til at løbe én koldt ned ad ryggen på den bedste måde. Det er umuligt ikke at sidde og granske sit eget liv og sine egne relationer for de løgne, der ville dukke op, hvis der pludselig sad en 10-årig på ens skulder og udpegede hver en smugcigaret.
Er det en god eller dårlig ting at opdage, at man er taknemlig for at være i stand til at lyve? Er det frihed eller selvbedrag?
Nok bliver metaforen i ‘Marielle ved alt’ en smule snørklet mod slutningen, hvor den tager en drejning mod noget endnu mørkere i forældrenes forsøg på at slippe af med den kroniske ærlighed.
Men med en spilletid på lidt under halvanden time når filmen alligevel at komme imponerende godt omkring løgnen som allestedsværende struktur.
Kort sagt:
I ‘Marielle ved alt’ får datteren i en familie en pludselig evne til at se og høre alt, hvad forældrene tænker og gør. En simpel, kølig og kynisk undersøgelse af kernefamilien.