‘Every Year After’: Ny kærlighedsserie baseret på bestseller er et meget højstemt nostalgitrip
SERIE. Percy Fraser (Sadie Soverall) er 28 år. Hun ernærer sig ved at skrive nekrologer, mens hendes bedste veninde Chantal (Aurora Perrineau) lige er blevet forlovet med en helt perfekt mand.
Der er noget i Percy, der er i stykker. Hendes hjerte er lukket. Men netop som hun i stilhed sørger over, at hun allerede har opgivet sine drømme om at blive forfatter og selv finde kærligheden, modtager hun et opkald fra fortiden. Charlie (Michael Bradway), storebroren til Percys store ungdomskærlighed, den jævnaldrende Sam (Matt Cornett), ringer for at fortælle, at deres mor er død.
Percy beslutter sig for at vende tilbage til “Søen” i Barry’s Bay, hvor hun tilbragte sin tidlige ungdoms somre, for at tage afsked. Over en weekend vælter nu ungdomsårenes kærlighed og fortrydelser ud af et skab, hun troede, hun havde lukket. For det bliver hurtigt klart, at kemien mellem hende og Sam er uforandret – ligesom såret fra det svigt, hun udsatte Sam for, stadig bløder.
’Every Year After’ er baseret på New York Times-bestsellerforfatter Carley Fortunes romanserie om Barry’s Bay. Serien flyder over med smukke mennesker, der svømmer om kap gennem ungdommens somre i den billedskønne sø. Den er også fyldt med quirky pseudopoetiske detaljer, som at Percy rigtigt hedder Persephone efter underjordens gudinde »fordi hendes forældre er professorer«, og at bedsteveninden fra teenageårene (Abigail Cowen) hedder Delilah, »ligesom hende den onde i Biblen«.
Den ladede metaforik og seriens højstemte tone gør den meget svært at tage alvorligt. Tag for eksempel den her bid dialog, der iscenesættes som en dyb udveksling: »Sommeren er for børn, det er jeg for længst vokset fra«, siger voksne Percy til Chantal. »Årstiden?« spørger Chantal. »Trangen til at fejre den…«, svarer Percy.
Seriens kerne er en genkendelig oplevelse af at vende tilbage til sit barndomshjem som voksen: stederne, der formede det menneske, man nu er, er patineret med skam over datidens ufærdige selv. Det må være den skam, der er på spil i ’Every Year After’, ræsonnerer jeg mig frem til, idet jeg leder efter en forklaring på det virkelig undervældende svigt, der bliver bygget op gennem mange stive timer.
Hvor fortidens steder og mennesker i fantasien har været fastfrosne i den tilstand, man efterlod dem i, er de selvfølgelig i virkeligheden blevet ved med at udvikle sig. Således er Sam blevet forlovet, storebror Charlie er blevet gift og har en slet skjult affære med Delilah, og familiens restaurant står over for at skulle sælges.
Sam og Charlie er begge en type af drømmemand, der hører 10’erne til: »Jeg er selvisk. Men det er dét, der har gjort mig succesfuld. Hvilket jeg er. Meget«, siger Charlie på et tidspunkt til Chantal, og af en eller anden grund sætter det tanker i gang hos hende.
Fraværende er den naturlige distance, de fleste trods alt anskuer teenageårene med, i takt med at frontallapperne vokser sammen i løbet af 20’erne. Og i det hele taget er det et kærlighedsdrama så forældet, at det bliver næsten bliver meta. Et nostalgisk drama om nostalgi.
Serien føles lidt som at have en ven, der hele tiden ringer for at snakke om sit repetitive kærlighedsdrama. Forskellen er, at når man alligevel lykkes med at mobilisere en form for interesse, er det, fordi man elsker dem.
Hovedpersonerne i ’Every Year After’ er svære bare at holde af.
Længes man efter at mærke noget denne sommer, anbefaler jeg, at man i stedet genbesøger ’The Notebook’, ’Stolthed og fordom’ eller bare følger med i ’Bachelorette’.
Kort sagt:
’Every Year After’ er et meget alvorligt nostalgitrip om smukke somre fyldt med smukke mennesker, som man ikke interesserer sig for.