’One Night Only’: De to monsterattraktive hovedpersoner har kemi, men sexmoralen er foruroligende
FILM. POV: Sex er forbudt.
Med biosensorer kontrollerer en totalitær stat borgernes kroppe og sociale adfærd i et samfund, hvor liderlighed kan politianmeldes, kun ægtefolk må ’sove’ sammen, og incel-status er et badge of honor.
Det lyder som anslaget til en skrækindjagende horrorfilm. Men det er det ikke. Det er derimod den lidt særlige præmis i den nye film fra Will Gluck (manden bag den ekstremt intetsigende ’Anyone But You’), hvor vi er med på årets ene aften, hvor ugifte stakler med blue balls må knalde amok. Hvis de har beskyttelse, that is.
Kondomer er derfor lige så svære at få fingrene i som en Tinka-hue i december – og det er den rette elsker også. I al fald hvis man ligesom singlen Allie (’A Complete Unknown’-stjernen Monica Barbaro) gerne vil opleve en rigtig connection.
Det er der måske/måske ikke med den blødsødne pizzamand Owen (Callum Turner, ham der lige er blevet gift på Sicilien), som er en anelse slukøret. Hans langtidskæreste Malika (Maya Hawke) har nemlig lige droppet ham og to omakasemenuer for i stedet at kunne bolle med en hot nabo, der hedder Salvatore. Av.
Goodguy-guy’en vil derfor også finde en anden, og på jagt efter alt fra nye sjæleforbindelser og lidt kærlig opmuntring til sprøjtende orgasmer krydser de to hovedkarakterers veje konstant i løbet af aftenen.
Uforståeligt, men cute. For i dette voldsomt polerede og farvemættede univers – akkompagneret af en hitparade a la Boogielisten – er der ægte kemi mellem Barbaro og Turner.
Men end ikke gnist eller skuespilmæssig tæft kan ændre, at figurerne ender som uinteressante karikaturer, hvis 7000 transportmiddelscener og dobbelt så mange scoreforsøg både keder, stresser og afføder spørgsmålene:
Hvorfor i alverden har de hundredvis af hudsultne newyorkere ikke brugt årets resterende dage på at lave et bootycall? Og hvorfor er det nu, at de to monsterattraktive hovedpersoner ikke bare er sammen?
Fordi de af en eller anden latterlig grund har lavet en aftale om ikke at lette trykket på hinanden – og fordi det hele skal være kaotisk og såååå sjoooooovt.
Men der er som bekendt ikke noget værre end desperation, og selvom jeg griner ægte, når Allie som sanger in spe indspiller jingles om psoriasis-medicin og vaginale stikpiller, bliver de mange platte on-the-nose-replikker og skideskøre sekvenser med streaking og glidecreme i øjnene ekstremt anstrengende.
Allerværst er det, når en alt for ung sexfreak dirtytalker om lårkorte kjoler og mødomstagning.
Han minder egentlig lidt om Spike, altså ham den mayo-blinde weirdo-roomie fra ’Notting Hill’. Hvilket må være hensigten. For der er cirka lige så mange referencer til pop- og romanceværker, som der er mere eller mindre ligegyldige cameos fra blandt andre Pete Davidson, Nicholas Braun, Glenn Powell og Sydney Sweeney – for ikke at nævne den nu voksne brat pack’er Molly Ringwald i rollen som Owens mor, der tænder på croptops og bobleplast. No judgement.
Eller yes, judgement. For hvor ’One Night Only’ starter som en temmelig sexpositiv sag, ender den lidt uventet med at prædike sædemoral anno 1950.
Bevares, der er da klart en prisværdig pointe i, at ingen bør føle stress i forbindelse med sex eller mangel på samme, ligesom vi er mange, der forbander ghosting, klamydia og alle de andre spændende souvenirs, man slæber med sig hjem fra et dårligt engangsknald.
Men trods jokes og sandheder om fascisme ender den alt for lange film på ret foruroligende vis med at hylde en dystopisk virkelighed fuld af formynderisk overvågning og gennemgribende cølibat.
Og er der noget, der er værre end en forvirrende romcom uden en egentlig fortælling eller konflikt at forelske sig i, må det være underlig demure-propaganda.
Kort sagt:
Ulig hvad der tydeligvis er hensigten, giver ’One Night Only’ lyst til at knalde i beskidte gyder og ren provokation.