’Saltstien’: Stjerneduo har indtagende kemi i film muligvis bygget på en løgn
FILM. »Hvad hvis jeg besvimer på en klippeskrænt?«, siger 50-årige Moth til sin jævnaldrende hustru, Raynor, da hun får en satset idé oven på deres personlige dobbelttragedie.
Det engelske ægtepar har netop mistet deres gård – og dermed deres indkomst – efter en dårlig investering hos en bekendt, der har pålagt dem gæld og skyld i en retssag.
Kort forinden har Moth fået en anden nedslående melding: Han lider af den sjældne hjernesygdom cortico basal degeneration, som hæmmer kroppens bevægelighed og vil resultere i hans død inden for få år.
Livsgrundlaget er blevet taget fra dem. Og det eneste svar, som Raynor kan komme på, er simpelthen at vandre. Hun får lokket sin mand med på en 1000 kilometer lang kystrute i det sydvestlige England, hvor de med ganske få penge på lommen overnatter i et lille telt og lever af minutnudler og te tilberedt på deres gasbrænder.
Den lange vandring virker som en temmelig urealistisk opgave, når vi ser, hvor meget Moth slæber på det ene ben, og hvor meget han pruster efter vejret allerede på førstedagen. Men faktisk er parrets bedrift i dramaet ’Saltstien’ baseret på en erindringsbog af samme navn.
Virkelighedens Raynor Winn skrev i ’Saltstien’ fra 2018 om sin og ægtemandens lange gåtur, der blev en decideret livsændrende oplevelse og fik dem tilbage på rette køl. Det hjalp helt sikkert også på økonomien, at bogen efterfølgende blev en bestseller, der nu også har fået en filmatisering.
I den mindre heldige ende blev forfatteren sidste år beskyldt for at pynte på sandheden i sin bog, omkring samme tidspunkt hvor filmen fik britisk premiere.
The Observer afslørede i en større kulegravning af Raynor Winns (hvis borgerlige navn er Sally Walker) fortid, at parret faktisk ikke mistede deres gård på grund af en velvillig investering, men fordi hun angiveligt havde lånt penge for at tilbagebetale en tidligere arbejdsgiver, som hun havde stjålet mere end 500.000 kroner fra.
Eksperter i sygdommen cortico basal degeneration såede også tvivl om Moth Winn diagnose, fordi det er meget usædvanligt, at man kan leve så længe med sygdommen, som han fortsat gør.
Inden skandalen rullede, blev filmatiseringen sat i værks med den debuterende instruktør Marianne Elliott ved roret og ingen ringere end Gillian Anderson og Jason Isaacs som parrets filmiske repræsentanter. Bogforlæggets mulige usandheder skal selvfølgelig ikke lægges de to stjerner til last.
Snarere skal Anderson og Isaacs roses for deres samspil, der er filmens klareste styrke. Duoen har en indtagende, følsom og sjov kemi som et ægtepar, som gennem årene har oplevet mange ting sammen. De kan godt småskændes, når de er pressede, men mest af alt overkommer de udfordringerne med herligt tør humor og kærlig omtanke for hinanden.
’Saltstien’ er mest engagerende, når filmen kredser om deres dynamik, som ændrer sig, fordi Moth er blevet fysisk hæmmet. Han bliver hurtigt træt og kan ikke længere klare de samme ting som tidligere. Hun skal i højere grad tage sig af ham. Hvad gør det ved deres forhold?
Naturens ødelæggende og helende kraft fylder naturligvis også meget. For vejrets omskiftelighed er en varig med- og modspiller under den hårde vandring. Det ene øjeblik er deres telt ved at blive skyllet væk af tidevand, det næste nyder de lyset og varmen fra solen, der nærmest egenhændigt kan opfylde dem med livsglæde.
Med svævende droneskud indfanger ’Saltstien’ den faktiske vandrerute, og visse ordløse scener kunne lige så godt være taget fra en rejsedokumentar. Desværre er optagelserne af den smukke og til tider viltre natur tilsat overgjort strygermusik, der insisterer på, at vi overværer noget storladent og smukt. Netop derfor bliver man ikke lige så berørt af naturen som vandrerne.
Som i enhver anden roadmovie møder Raynor og Moth en række mennesker på deres vej, og nogle af disse indslag er desværre påfaldende fjollede. Selvom parrets samtaler er rige på humor og drillerier, bliver et tilbagevendende handlingsspor, hvor Moth forveksles med en kendt forfatter (og bruger det til sin fordel), alligevel for absurd.
Det er muligt, at de fjogede indslag er tro mod bogen. Men de er med til at gøre ’Saltstien’ til en rodet filmoplevelse. Det samme gælder sidste akt, hvor vandreturen lige pludselig afbrydes, og filmen taber en god portion momentum.
’Saltstien’ havde haft gavn af et mere rent fokus på parret, deres relation, deres kamp og deres rytme. Uanset hvordan bogen – der jo nok alligevel har taget sig flere kreative friheder – er struktureret.
For filmen er bedst, når den bliver i nuet med Anderson og Isaacs, som bare går og går og går.
Kort sagt:
Vandrefilmen ’Saltstien’, baseret på en storsælgende og sidenhen skandaliseret erindringsbog, er mest engagerende, når den dedikerer sig til Gillian Anderson og Jason Isaacs’ kærlige og sjove kemi. Desværre har filmen også en del fjollede svinkeærinder.