’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’: Hypet indiedarling bringer orgasmen tilbage til slasheren
FILM. »The meaning of life doesn’t seem to shine like that screen«, muser Weyes Blood i den mesterlige sang ‘Movies’.
Få filmskabere legemliggør den følelse som Jane Schoenbrun. Med sine film ‘We’re All Going to the World’s Fair’ og ‘I Saw the TV Glow’ har den hypede instruktør dyrket det liminale rum, som opstår i gløden fra tv- eller pc-skærmen, og som vi drømmer os ind i, væk fra vores hverdagstrummerum.
Med den ventede queer-gyser ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ er Schoenbrun nu rykket fra creepy pasta-videoer på teenageværelset og sene tv-aftener i selskab med ’X-Files’ og ’Buffy the Vampire Slayer’ og over til genrens store hangorilla: 80’er-slasherfilmen.
Vi følger instruktøren Kris (Hannah Einbinder fra ’Hacks’), som efter sit Sundance-hit, hvor ’Psycho’ udspiller sig fra badeforhængets perspektiv, scorer en studiekontrakt om at reboote den udskældte kultslasher ’Camp Miasma’. I håb om at skabe sin egen legacy-efterfølger opsøger hun den excentriske final girl-skuespiller Billy (Gillian Anderson) fra den originale film, som har forskanset sig på den gamle Miasma-lejrskole.
’Camp Miasma’ er naturligvis ikke en ægte slasher-franchise, men det ville være let at lade sig snøre, hvis man ikke vidste bedre. Som de allerede har påvist med ’We’re All Going to the World’s Fair’ og ’I Saw the TV Glow’, har Schoenbrun en eminent æstetisk sans for, hvordan vi husker de nostalgiske fortællinger, der har brændt sig fast på nethinden i vores barndom.
I en vidunderligt kitschet introsekvens gennemgås historien bag ’Camp Miasma’-serien. Fra nyhedsoverskrifter, der erklærer, at seriens maskot Little Death har taget kronen fra Jason og Michael, over filmplakater, der replicerer ’Friday the 13.’-efterfølgere som ’The New Blood’ til actionfigurer og pixelerede NES-videospil.
Jo, Schoenbrun kan skam sin slasher-trivia, og det giver sig til udtryk i en kløgtig dekonstruktion af genren, der ikke blot har sine rødder i den store slasher-treenighed ’Halloween’, ’A Nightmare On Elm Street’ og ’Friday the 13th’, men også mindre kendte værker som ’Sleepaway Camp’.
På den anden side er dette take down af Hollywoods franchise-blodtørst en anelse letkøbt og indlært. Ud over Dylan Bakers vidunderligt lallede parodi af bro-gyserproduceren Jason Blum har vi set denne sang og dans bedre før, heriblandt i Lana Wachowskis dybt undervurderede ’The Matrix: Resurrections’.
Mens de fleste metaslashere siden ’Scream’ bygger på et bestemt sæt af genreregler, er ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ til gengæld langt mere interesseret i det blod, som flyder ned til underlivet, end det, der fosser ud af åbne pulsåre og parterede lemmer.
Instruktøren bringer orgasmen tilbage til slashergenren, og seriemorderen hedder trods alt Little Death. Således er filmen også stærkest, når den lader sine to kvindelige hovedroller udforske deres komplekse forhold til genren og hinanden, hvor den intellektuelle Letterboxd-pilled Kris må overgive sig til de mere basale drifter. Som at blive jagtet igennem underskovens krat af en morder, kun iført hvide trusser og en tætsiddende top.
Det er en forfriskende fejring af en genre, der alt for ofte reduceres til et kill count. For det er fuldstændig rigtigt set, at slasherfilmen i sin storhedstid var lige så (hvis ikke mere!) interesseret i at gøre publikum kåde som i at skræmme dem.
Hvem kan se sig for god til ikke at have sluppet et lille opstemt gisp, da Jason moser en mands kranie mod brusekabinen i ’Friday the 13th: The Final Chapter’, eller Freddy undslipper Jessies tomme kropshylster i ’A Nightmare on Elm Street Part 2’?
Ikke mig, i hvert fald.
Så meget desto ærgerligere er det, at Schoenbruns film ikke er en stærkere slasher i sig selv. De ellers groteske voldsscenarier udspiller sig som bokse, der pligtskyldigt skal tjekkes af på slasher-tjeklisten, snarere end som scener, hvor vi virkelig er fanget i morderens vold.
Måske filmen ligesom Kris kunne trænge til at komme ud af sit eget hoved og blive rusket godt og grundigt rundt. For når den dropper de minutiøse scenegengivelser fra fordums kultklassikere og den lettere bedagede kritik af slemme Hollywood, er ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ én af de mest sexede film længe.
Kort sagt:
Jane Schoenbrun har skabt en hjertevarm, sexet meta-slasher, der på godt og ondt er mere interesseret i det blod, som strømmer til underlivet, end det, som viser sig i enorme blodfontæner fra morderens kåde teenageofre.