Never bring a knife to a gunfight.
I filmregi blev talemåden udødeliggjort, da Indiana Jones mødte en sabelsvingende modstander med varmt bly fra sin revolver i Steven Spielbergs ’Jagten på den forsvundne skat’. Og den lærestreg virker det til, at det gråhårede kuld af sejlivede final girls har taget til sig i de såkaldte legacy-sequels til nogle af de helt store slasher-franchises.
Først med ’Halloween’ (2018), hvor instruktør og manusforfatter David Gordon Green giver den originale final girl Laurie våben i hånd. Det bedste forsvar er som bekendt et angreb, og Laurie har i filmen ventet 40 år på Myers’ uundgåelige tilbagekomst i et afsidesliggende, uigennemtrængeligt fort, armeret til tænderne med skydevåben. Selv ikke bøh-manden kan overleve en salve 12 gauge på klos hold.
Hun er med andre ord langt fra den intelligente skolepige, som krøb grædende sammen i klædeskabet, hvor hun ventede skrækslagen på The Shape i John Carpenters originale film fra 1978.
Siden dengang har film i rigt mål gjort brug af USA’s omdiskuterede second amendment i final girl’ens navn. I Netflix’ nyeste øjebæ, ’Texas Chainsaw Massacre’, har Sally skiftet tilværelse fra hippie til PTSD-ramt Texas Ranger og jagter forgæves den to meter høje, evnesvage kæmpe (han er jo bare umulig at finde, da han ikke længere har sin maske på, må vi forstå!)
Sidney Prescott (Neve Campbell) introduceres i den nye ’Scream’ med ordene »selvfølgelig har jeg en pistol«. Da Gale Weathers og hun nærmer sig det endelige morderhus, åbner de straks ild mod den første skrigende teenager, de ser – som ganske belejligt viser sig at være en af skurkene.
Det kan lyde som en vedkommende omvæltning af en genre, der – ofte med rette – er blevet anklaget for at tegne et reaktionært billede af sine ofre som fragile dådyr fanget i forlygterne. Man skal være lidt af et misogynt svin, hvis man har et problem med, at det grå guld endelig tager sagen i egen hånd og møder sine voldsmænd som ligemænd.
Eller hvad?
Den stærke final girl
At alle disse kvinder er gået fra ofre til krigere, er langt fra nyt i genrefilm.
I James Camerons ’Aliens’ vender Ellen Ripley tilbage til Planet LV-426 for at tage grufuld hævn mod Xenomorph-alienracen, der dræbte hendes kollegaer og efterlod hende i kryostasis i flere årtier i ’Alien’. Sarah Connor, en anden af James Camerons actionkvinder, begynder i ’Terminator’ som en simpel servitrice, men er i ’T2: Judgment Day’ transformeret til en vaskeægte Rambo, komplet med et vaskebræt af stålhårde abs samt et arsenal til en mindre hær skjult nede i Mexico.
Det er især sidstnævnte, som den nye, ældre generation af selvtægtudøvere i slashere er inspireret af: En stærk kvinde defineret af, at hun er afskåret fra sit følelsesliv. Lad os kalde det en stærk final girl, på papiret en fin udvikling for arketypen. Jamie Lee Curtis formår glimrende at skildre den smerte og dybfølte vrede, som har drevet Laurie til det punkt, hun når i ’Halloween’ (2018).
Men samtidig har den blinde omfavnelse af en helt anden karaktertype skabt en række problemer, som ingen af skaberne bag legacy-efterfølgerne endnu har adresseret.
’T2’ og ’Aliens’ tager begge springet fra slasher- til actionfilm fra den originale film. De nyeste ’Scream’ og ’Texas Chainsaw Massacre’ samt ’Halloween’ (2018) og dens efterfølger ’Halloween Kills’ forbliver stædigt i slasher-grøften.
Og her har hårdnakkede selvtægtudøvere og skydevåben slet og ret et andet formål. Filmene er hovedsageligt home invasion-fortællinger, hvor hovedpersonen prøver at beskytte sig selv mod en fremmed angriber på sin egen hjemmebane.
Implikationen er dermed også, at overlevere som Sidney og Laurie … bare manglede en ladt pistol ved sengebordet for at redde dem selv og deres nærmeste fra voldsmændene.
Koldt stål over varmt bly
»The only thing that stops a bad guy with a gun is a good guy with a gun«, vrøvlede NRA’s tidligere vicepræsident Wayne LaPierre tilbage i 2012 efter Sandy Hook-skolemassakren.
En grotesk og inhuman udtalelse, der er lige så forkert, som den er amerikansk.
Så når for eksempel den nye ’Scream’ ikke stiller sig kritisk over for seriens brug af skydevåben til selvforsvar, men tværtimod omfavner LaPierres retorik, er det mere end en smule bekymrende. Man kunne have håbet på mere, især fra en filmserie, som aldrig har været bange for at spidde genrens mere bedagede elementer.
Andre gysermedier har ellers for længst kommenteret brugen af skydevåben i hjemmet. I første sæson af ’American Horror Story’ fra 2011 ender en nervøs Vivien Harmon med at skyde sin egen husbond i maven, da hun stjæler en pistol for at beskytte sig mod potentielle overgrebsmænd.
Men hvis ’Scream’ får åndenød ved synet af en skinnende glock, så pumper blodet ned til underlivet hos ’Halloween Kills’ og især ’Texas Chainsaw Massacre’ ved de blotte ord: open carry.
Den covid-forsinkede efterfølger til ’Halloween’ (2018) præsenterer os for et brunt værtshus af statister fra Carpenters originale, der ligesom Laurie har fået nok af at se med på sidelinjen, når det kommer til Myers.
Hvad der følger, er en grotesk mashup af forskellige ideer: Fra de uskyldige (et halvforkølet forsøg på at inkorporere ’Halloween: Season of the Witch’ tilbage i franchisen) til de rabiate (en rasende pøbel, der sender associationer til neonazisterne i Charlottesville i 2015).
At forstørre selvtægtideen til en opildnet menneskeskare, er åbenlyst en ringe idé.
Og så er der ’Texas Chainsaw Massacre’, hvor hovedpersonen er en overlever fra et skoleskyderi, der i filmens klimaks får en fuldautomatisk riffel i hænderne, så hun kan forsvare sig selv. Hvor en af karaktererne er en born-and-bred texaner, der bærer pistolbælte, fordi der er vildsvin i området. Og hvor Sally fra den originale film går tå-til-tå med Leatherface med en shotgun.
Yikes…
Ret skal være ret: ’Texas Chainsaw Massacre’ og ’Halloween Kills’ er nogle af de værste film inden for genren i nyere tid.
Men de er pejlemærker for, hvor genren er på vej hen: Stærke girlboss-overlevere, der finder uafhængighed ved at fatte haglgeværet og gå på jagt efter skurken. I en genre, der historisk har vundet sine gys og gru gennem koldt stål, virker disse nye legacy-film skuffende fikseret på at fetichere varmt bly.
Det er på tide at slibe knivene og holde pistolen langt væk fra hjemmets fire vægge.