’Halloween Kills’: Michael Myers mord drukner i meningsløs fanservice
Instruktør David Gordon Green er en af de mest alsidige instruktører i Hollywood.
Han har instrueret smalle indieperler som, ’George Washington’, ’All the Real Girls’ og ’Joe’ og grovkornede stonerkomedier som ’Pineapple Express’. Alsidigheden blev for alvor cementeret, da han i 2018 gav os den forbløffende vellykkede ’Halloween’ – en direkte efterfølger til John Carpenters slashermesterværk fra 1978.
Nu er anden del af Gordon Greens planlagte trilogi (der slutter næste år med ’Halloween Ends’) landet, og handlingen fortsætter umiddelbart efter, Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) og hendes datter og barnebarn (Judy Greer og Andi Matichak) tilsyneladende har gjort kål på Michael Myers.
Men der skal selvsagt mere til end blot at låse ham nede i en kælder og derefter sætte ild til huset. Der går således ikke mange øjeblikke, før Myers har maltrakteret samtlige brandmænd i Haddonfield, hvorefter han atter sætter kursen mod sit barndomshjem. Lykkeligt uvidende herom indlægges Laurie Strode på hospitalet med alvorlige stiksår. Her befinder hun sig desværre i langt størstedelen af filmen, hvilket er virkelig ærgerligt. Curtis var en af de store grunde til, at den sidste film fungerede så godt, som den gjorde.
Hvor forgængeren holdt sit fokus på Laurie Strode og hendes forhold til Myers, så er omdrejningspunktet i ’Halloween Kills’ den lille forstads beboere, og hvordan den blodige lokalhistorie har påvirket dem. Men selvom det kan være morsomt at tjekke ind hos eksempelvis Tommy Doyle (drengen, Strode babysittede i originalen, som nu er spillet glimrende af Anthony Michael Hall) 40 år senere, bruger filmen dem aldrig til noget særligt. Der er simpelthen for mange karakterer til, at man for alvor bliver engageret i dem.
Tilsvarende bliver mange plottråde aldrig rigtigt bundet sammen. Idéen om, at Haddonfields magtesløse borgere danner deres egen selvtægtgruppe, efter de har fået nok af de uduelige myndigheder, er egentlig ret interessant. Den lugter lidt af en vedkommende samfundskritik, men det bliver beklageligvis ved lugten.
Gennem filmen optræder en række flashbacks til den famøse allehelgensaften for 40 år siden, hvor Michael Myers første gang jagtede Laurie Strode. Det er dog svært at retfærdiggøre, hvorfor vi skal tilbringe så meget af spilletiden i fortiden, udover at horrorfans kan genbesøge en af deres favoritfilm.
Fanservice kan være ganske udmærket, men her føles det som et billigt trick i en film, der ikke tør stå på egne ben. Det hjælper heller ikke, at man uden moralske skrupler har valgt at genoplive den afdøde Donald Pleasence via CGI i rollen som den ikoniske Dr. Loomis.
Skal man se det på den lyse side, betyder de mange overflødige karakterer én ting: Der er rigeligt med ofre for Michael Myers at gå om bord i. På det punkt skuffer ’Halloween Kills’ absolut ikke! Den lever i høj grad op til titlen, og jeg kan ikke komme i tanke om et tidligere indslag i serien, hvor Michael Myers har haft så mange menneskeliv på samvittigheden.
David Gordon Green har skrevet manuskriptet sammen med Scott Teems og Danny McBride, og man fornemmer tydeligt, hvordan de har prøvet at overgå hinanden i sensationelle og vulgære aflivningsmetoder. Udover den obligatoriske køkkenkniv bruger Myers nemlig også diverse andre remedier til at forulempe sine ofre. Blandt højdepunkterne er et brutalt mord med et lysstofrør samt en decideret komisk likvidering, der involverer en bildør og en Desert Eagle-pistol.
De gode skuespillere, de kreative mord og et sublimt soundtrack fra John Carpenter og søn gør, at ’Halloween Kills’ hører til blandt de bedre indslag i den nu 12 film lange franchise.
Men det siger ikke så meget i en serie, der indeholder stinkere som ’Halloween: Resurrection’ med Busta Rhymes og Tyra Banks og to bizarre makværker af Rob Zombie.
Kort sagt:
’Halloween Kills’ lever på blodig og opfindsom vis op til titlen, men virker mest af alt som en ufokuseret omgang fanservice.