’The Last House’: Dommedag har sjældent været så søvndyssende som i ny Netflix-film
FILM. Man skal ikke kimse ad en god dommedagsfortælling.
Men man må godt kimse ad en dårlig.
En sådan er Netflix’ nye sci-fi-film ‘The Last House’, der er instrueret af Louis Leterrier (‘Fast X’) og skrevet af Matthew Robinson (manden bag den charmerende ‘Love and Monsters’), som efterlader to af Hollywoods lige nu mest eftertragtede skuespillere, Greta Lee og Wagner Moura, uden meget at arbejde med.
Historien hører til de mere simple af slagsen.
Lee (’Past Lives’) og Moura (’The Secret Agent’) spiller ægteparret Riley og Jason, der sammen med deres to børn – og resten af verdens befolkning – på mystisk vis spærres inde i deres eget hjem.
Døre og vinduer forsegles af en usynlig membran, og familier verden over er nu tvunget til at overleve med de beskedne forsyninger, de har i huset, mens en ukendt trussel lurer på den anden side af hoveddøren.
Selve den klaustrofobiske præmis – lidt à la ‘The Mist’ – fejler i teorien ikke noget, og den kunne faktisk snildt have været interessant i en bedre instruktørs hænder.
Desværre kan Leterrier ikke beslutte sig for, om han vil fortælle et intimt, karakterdrevet familiedrama eller levere en pulserende overlevelsesthriller. Ingen af delene fungerer særlig godt.
Både Lee og Moura virker uoplagte og savner kemi. Måske undrer de sig – ligesom mig – over, hvad de laver i en metervareproduktion som denne.
Skuespillerne får retfærdigvis heller ikke meget hjælp af Robinsons manuskript, der stiller sig tilfreds med at lire de mest klichéfyldte replikker af og krydre dem med en overflødig voice-over.
Samtidig kredser historien overfladisk om de samme temaer om overlevelse, økokritik og familie, som utallige dommedagsfilm og -serier tidligere har behandlet med langt større pondus.
Værst er filmens brug af mærkværdige fiskerianalogier.
At Jasons hobby som lystfisker redder familien fra både sult og monstre, gør det svært at tage noget som helst alvorligt. »Let’s go fishing«, udbryder han, mens familien gør klar til kamp mod et søuhyre …
En lille redningskrans er monstrenes designs, som vi dog kun ser meget sporadisk, da fokus primært er på familiens covid-19-lignende isolation og interne konflikter.
Jeg har sjældent oplevet dommedag så søvndyssende.
Kort sagt:
End ikke Greta Lee og Wagner Mouras stjernestøv kan redde ‘The Last House’ fra at være et halvhjertet og dræbende kedeligt bud på jordens undergang.