Nu kan du spille dig igennem statsministerens sms-skandale

Nu kan du spille dig igennem statsministerens sms-skandale
'Slette Mette'. (Foto: Heimdal Games)

Vil du se, om du kunne klare dig bedre igennem mink- og sms-skandalen end statsminister Mette Frederiksen, har du nu chancen.

I denne uge er det satiriske spil ‘Slette Mette’ blevet udgivet til både iPhone og Android, hvor du som landets politiske overhoved skal springe over (eller nærmere undvige) adskillige udfordringer.

Mette Frederiksen i ‘Slette Mette’. (Foto: Heimdal Games)

Blandt udfordringerne er kritiske journalister som Clement Kjersgaard, strejkende sygeplejersker, sms’er, der skal slettes, og så naturligvis de forbistrede mink.

Der er også en high score-liste, hvor du kan konkurrere mod andre ivrige spillere. Lige nu indtages top ti blandt andet af landets udenrigsminister Jeppe Kofod (hvilket må formodes at være en kæk spiller, eller også er Socialdemokratiet mere splittet, end man skulle tro).

Hvis du prøver kræfter med spillet, så husk lyd, så du ikke går glip af guldkorn som statsministerens famøse citat, da hun blev spurgt ind til de slettede sms’er: »Jeg har ikke mulighed for at gå ind i så konkrete og tekniske spørgsmål«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af