KOMMENTAR. Lige siden det blev officielt, at alle dansk mink skulle slås ned, har Mette Frederiksen været under pres. Statsministeren har flere gange skullet forklare sig over for sine politiske kollegaer.
Men én ting er, hvad politikerne stiller af spørgsmål til hinanden. Noget andet er, hvad borgerne mener om det hele. For vi danskere kan ofte føle, at politikerne bare sidder inde på Borgen og udstikker love, ordrer og restriktioner uden at tage temperaturen på samfundet.
Derfor var det for mange et glædeligt tiltag, at statsministeren i tirsdags fulgte en spørgetime i Folketinget op med en spørgetime på Facebook. Her kunne alle stille spørgsmål, hvorefter statsministeren ville svare på dem i en live-stream.
Det var et tiltrængt afbræk fra det politiske spil. Der var ingen fine fornemmelser, intet politikersnobberi. Med et snuptag var Mette Frederiksen ude blandt danskerne.
Mette Frederiksens spørgetime på Facebook er ved første øjekast et godt værktøj til at dele information og knap så vigtige opdateringer omkring coronasituationen i Danmark.
Spørgsmålene, der berørte alt fra mink og mundbind til folkets (svindende) opbakning, blev besvaret uden slinger i valsen, og det er nemt at forstå, hvis hr. og fru Danmark følte sig set og hørt.
Men – for der er altså et stort men – det var svært ikke at sidde tilbage med en bitter smag i munden, da statsministeren troppede op på Facebook, imens kontroversen om mink kastede Danmark (endnu længere) ud i en coronakrise.
For selvom det er snedigt set af statsministerens stab, at hun kan komme i øjenhøjde med den almene dansker, er det også en problematisk udnyttelse af Facebook, hvor statsministeren undgår at skulle forholde sig til anklager om magtmisbrug og ulovlige instrukser.
I stedet kan statsministeren – og alle andre politikere der kommunikerer via Facebook – nøje udvælge spørgsmål, som de vil forholde sig til, og samtidig frasortere kritik og kontroversielle emner.
Uagtsomt demokratidrab
Jeg kan godt forstå, at Mette Frederiksen foretrækker en velforberedt optræden på Facebook frem for at sidde i et live-studie og høre på anklager om uagtsomt minkdrab, men hun er vores statsminister – og det er altså en del af jobbet at stå i ubehagelige interviews. Hvis man ikke skal svare på kritiske spørgsmål som statsminister, hvornår skal man så?
I Danmark opererer vi med begrebet ‘den fjerde statsmagt’ om medierne. Journalisterne skal holde politikerne i ørerne og spille en oplysende rolle i samfundet. Det er en af grundpillerne i vores demokrati, og det er netop derfor, at vores demokrati er så stærkt: Politikere må ikke misbruge deres magt – og hvis de gør, vil kritisk journalistik som regel afsløre dem.
Derfor er det også dybt kritisabelt, at vores folkevalgte politikere omgår denne fjerde statsmagt og i stedet bruger Facebook som deres primære kommunikationsplatform (i øvrigt på trods af, at ikke alle danskere har en Facebook-profil).
For selvom Facebook kan være en harmløs kanal til de mere hyggelige opdateringer, er det samtidig også en platform, der fordrejer og underminerer vores demokrati.
Når politikere vælger at gå direkte på Facebook, er de velvidende om, at de fjerner enhver form for granskning af deres arbejde. De fjerner den kritiske mellemmand (der som regel udgøres af journalister) og hopper i stedet over, hvor gærdet er lavest. Her er ingen faktatjek, men derimod et bundløst hul af ekkokamre.
Det er med andre ord en overlagt og kynisk beslutning om at snige sig uden om de anordninger, der ellers burde regulere og sikre vores demokrati. De udnytter muligheden for envejskommunikation på en platform, der allerede er voldsomt kritiseret for kontroversielt indhold, som står mere eller mindre uanfægtet hen.
Politikere bør ikke være internetkrigere
Facebook er blevet Danmarks nye forsamlingssted for offentlige debatter. Hvor politikerne før i tiden måtte stå ansigt til ansigt med kritiske røster, sidder de nu skærm til skærm. Deres ord hamres ned i et tastatur, og når modsvar strømmer ind på Facebook-opslag, kan de enten ignorere dem eller simpelthen vælge at skjule dem for offentligheden.
De behøver ikke forholde sig til kritik. I stedet kan de trumfe holdninger og meninger igennem ved at lave nye opslag eller skrive kommentarer, hvor de ikke skal stå til ansvar for deres ord. Det er ikke uden grund, at flere og flere politikere benytter sig af netop denne strategi for skabe opmærksomhed omkring deres deres parti.
For hvis politikerne gør Facebook til deres foretrukne kommunikationskanal, har de i fremtiden fuld kontrol over, hvordan deres ytringer præsenteres – selv hvis de er faktuelt forkerte.
De behøver ikke længere stille sig til rådighed for interviews, og de slipper dermed for samme grad af granskning. I stedet kan de bare klikke på ’Slå op’, og så ligger deres politiske budskaber klart til offentligt skue.
Der er altså ikke længere den demokrati-sikrende kontrolinstans, for med Facebook køres den fjerde statsmagt ud på et sidespor, hvor den nedgraderes til rollen som publikum til et politiske cirkus.
Men det er simpelthen en uskik. Politikerne bør ikke gemme sig bag digitale vægge. De bør være deres ansvar voksne og lade sig granske af demokratiets vogtere.
For selvom ytringsfriheden lever i bedste velgående hos Facebook, trives demokratiet ikke blandt nøje konstruerede spørgetimer – det er blot spil for galleriet.