Trump-sejr eller ej: Den virkelige trussel mod vores demokrati er Facebook og Twitter

De sociale mediers manglende mod til at regulere Donald Trumps løgne og generel misinformation gør enorm skade. Konsekvenserne begynder også at vise sig i Danmark.
Trump-sejr eller ej: Den virkelige trussel mod vores demokrati er Facebook og Twitter
Donald Trump under valgnatten 2020. (Foto: Chip Somodevilla / Getty)

KOMMENTAR. »Vi fører STORT, men de prøver at STJÆLE valget. Det tillader vi aldrig«, lød det på Facebook fra Donald Trump i kølvandet på tirsdagens præsidentvalg.

Kort tid efter tilføjede han: »Jeg kommer med en udtalelse i aften. En STOR sejr!«

Problemet var bare, at Trump kom med udtalelsen, længe inden stemmerne var optalt, og valget på nogen som helst måde var afgjort.

Der var altså ingen valgsvindel eller nogen stor sejr, men alligevel fik opslagene lov til at stå uanfægtet og til fri deling. Efter knap en halv time hæftede Facebook en anmærkning på: »Stemmer bliver stadig talt. Der er endnu ikke en forventet vinder af præsidentvalget«.

Men skaden var sket – ligesom skaden er sket løbende de sidste fire år. Opslagene var allerede blevet læst og delt vidt og bredt.

Det er ingen hemmelighed, at Donald Trump udtaler sig i øst og vest på de sociale medier. På hans yndlingsplatform, Twitter, skyder han tweets af sted som et like-afhængigt maskingevær.

På Facebook kører han en mere klassisk strategi med opslag og videoer, der har til formål hurtigt at blive delt, skabe deres eget virale liv og langsomt ramme en enorm målgruppe af potentielle vælgere.

Trump kan næsten fremstå ude af kontrol, når han skriver løs på de sociale medier. Men han – eller hans team – er formentlig langt mere udspekuleret. De mobiliserer en vælgerskare med budskaber og påstande, der ikke behøver at have hold i virkeligheden.

Den konstante tryktest af de sociale mediers retningslinjer har ikke medført nogen alvorlige konsekvenser fra de store platforme.

Statsmedie eller socialt medie?

Som Kongressen.com skriver, var det ikke et tilfælde, at Trump allerede i sommer proklamerede – igen uden dokumentation – at brevstemmer vil »føre til det mest korrupte valg i USA’s historie«.

Langsomt har Trump-lejren bygget et narrativ op, der skulle sikre dem imod nederlag: Taber de valget, er det på grund af fusk med stemmerne.

Og værktøjet har været lige ved hånden: Trump udnytter de sociale mediers manglende mod og konsekvens til egen vinding.

Når først responsen kommer – som når delefunktionen deaktiveres på Trumps tweets, eller hans Facebook-opslag markeres med en vag anmærkning – er skaden allerede sket. Alt, hvad der følger efter, drukner i støjen, for Trump har sagt, hvad han ville sige. Ingen husker de efterfølgende løftede pegefingre.

Dette skyldes ikke mindst, at Trumps rækkevidde er grotest stor. På Facebook tryner han de traditionelle nyhedsmedier. Facebook er efterhånden – som Politico-journalisten Alex Thompson bemærker – Trumps helt eget statsmedie.

Det er en simpel og særdeles effektiv strategi for at legitimere ekstreme holdninger, hvor grænserne konstant prøves af, indtil de rykker sig. De sociale mediers manglende regulering af misinformation kan gøre uoprettelig skade på verden omkring os.

For hvis et oplyst samfund og dets indbyggere kontinuerlig forgiftes med misinformation – eller indhold der på den ene eller anden måde drejes fra at være objektivt til at passe ind i én specifik virkelighed – kan vores demokrati ikke længere opretholdes. Det nedbrydes simpelthen.

Mark Zuckerberg har tidligere forsvaret Facebooks manglende indgriben med et slag for ytringsfriheden. Som han skrev i sommer: »Vores holdning er, at vi skal tillade folk at ytre sig så meget som muligt, medmindre det er til direkte fare for andre«.

Men én ting er at være til fare for andre mennesker, for eksempel ved at opildne til overfald eller at dræbe folk. Noget andet er, hvordan man definerer en fare for et demokrati, der langsom undermineres i løbet af fire år.

Havde Facebook, Twitter og de andre platforme trukket grænserne tydeligt op, da Trump og resten af den amerikanske højrefløj begyndte at teste deres tålmodighed, havde vi ikke stået med sociale medier, der agerer højttalere for konspirationsteorier og misinformation.

Havde der været tydelige konsekvenser, ville ikke bare én, men to tilhængere af QAnon, formentlig ikke være blevet valgt ind i Repræsentanters Hus.

Strategien breder sig

En ting er, at Trump risikerer at skabe kaos i USA’s demokratiske system. En anden ting er, at hans strategi for (mis)brug af sociale medier langsomt breder sig til ellers stærke demokratier i resten af verden.

Det starter i det små, men ved man, hvad man skal kigge efter, virker det slet ikke så småt længere. Faktisk ser vi det allerede herhjemme.

Man kan sagtens forstå, at politikerne benytter den envejskommunikation, som de sociale medier er, hvor de behøver sjældent forholde sig til kritiske spørgsmål.

Og hvis der ingen konsekvenser er ved misinformation, hvis Facebook ikke piller det ned eller udelukker dig fra platformen, så er det kun din dagsorden og din moral, der sætter grænserne for, hvad du deler.

Det kan selvfølgelig forvaltes nogenlunde sobert, men det kan også hurtigt misbruges, for det behøver ikke altid at være misinformation – det kan også blot være en åbning til at skubbe grænserne for, hvad der er acceptabelt.

For eksempel når en Dansk Folkeparti-politiker åbner for muligheden til at bære våben herhjemme, eller når DR jagter en kontroversiel debat med en (senere hen voldsomt kritiseret) overskrift, der er skræddersyet til at skabe debat.

Eller som da Nye Borgerliges Pernille Vermund i sidste uge annoncerede, at partiet ville indrykke annoncer med de kontroversielle Charlie Hebdo-tegninger i danske aviser i et samarbejde med det franske satiremagasin.

Men Charlie Hebdo ønskede som bekendt ikke at indgå et samarbejde med et parti, »som de ikke deler nogen helst synspunkter med«, og annoncerne bliver derfor ikke bragt.

Alligevel lever Pernille Vermunds budskab stadig i bedste velgående på Facebook med over 15.000 interaktioner.

Det lever i bedste velgående blandt folk, der er enige. Og så spreder budskabet sig ellers som ringe i vandet, indtil de kontroversielle holdninger bliver legitimeret af deres liv på sociale medier.

Der er naturligvis en grænse for, hvad der skal og bør fjernes. Men lige nu er der ingen, der klart og konsekvent griber ind.

I stedet sidder vi tilbage med en mellemløsning, hvor misinformation trives lige præcis nok til, at det går fra harmløst til skadeligt – og det er der, hvor demokratiet langsomt eroderer.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af