Sydney, Ollie og Tia ligner alle den typiske bruger på TikTok. De er unge, de ser godt ud, og så er deres liv fyldt med alskens intriger, som de troligt deler ud af til deres følgere på platformen.
Ollie prøver at navigere et liv som ung transkønnet, Tia bakser med en ekskæreste, og Sydney disker op med saftige historier fra livet som ansat hos en dating-app.
Fælles for dem alle er, at de på hver deres måde – nogle mere seriøst end andre – taler til en ung målgruppe, som identificerer sig med deres ofte åbensindede og inkluderende budskaber.
For queer-minoriteter er Ollie en synlig rollemodel midt i en følelsesmæssig hård kamp, som mange unge ofte kæmper alene.
Og Sydneys følgere får nærmest en rom-com, hvor de dagligt kan følge med i hendes komiske eskapader, der vækker genklang blandt håbefulde Tinder-brugere. En slags ’Venner’ for Gen Z, om man vil.
Og så er der lige én ekstra detalje: De er alle opdigtede influencere, der lever i en fiktiv verden – og indtil for nylig vidste ingen af deres følgere, at det hele var pure opspind.
Et univers af falske personer
Det populære trekløver – der har fra 117.000 til knap 800.000 følgere – er blot tre ud af 22 fiktive influencere på TikTok, som er skabt af firmaet FourFront, skriver Insider.
FourFront har skabt et komplekst univers af opdigtede personligheder som en ny slags underholdning på sociale medier.
Som Ilan Benjamin, firmaets grundlægger, forklarer til Vox: »Vi skaber stort set et Marvel-lignende univers af forbundne figurer på TikTok«.
Alle rollerne, der spilles af professionelle skuespillere, følger hver deres historie. Sidste måned kulminerede det hele i en Zoom-begivenhed, hvor fans kunne følge med, imens de fiktive personligheder mødtes i en lige så fiktiv konkurrence som del af universets narrativ.
Den store begivenhed skulle samtidig afsløre selve konceptet og dets fingerede grundlag for at understrege, at der altså blot er tale om underholdning.
Planen er, ifølge FourFront, nemlig ikke at narre folk med de opdigtede figurer. Man vil derimod stå bag »evolutionen fra billeder, der bevæger sig, til billeder, der lever«.
Det er et nyt skridt inden for moderne underholdning på en skærm. Først så vi flow-tv, så hoppede vi over på YouTube, og nu er TikTok det næste potentielle hit.
Ilan Benjamin har til mediet Fast Company fortalt, at FourFront vil profitere på de mest succesfulde personligheder ved at udlicitere dem som en slags TikTok-kendisser.
De skal kunne begå sig som influencere på mere lukrative platforme som Instagram og YouTube, hvor reklamebudgetterne er enorme.
Gammelt koncept, ny platform
Det er langt fra første gang, at fiktive personer, som interagerer og opbygger relationer til deres trofaste fans, søsættes på internettet.
Allerede i 2006 blev YouTube brugt som platform for en 16-årig vlogger, der viste sig at være at være et nøje planlagt projekt med en skuespillerinde foran kameraet.
Knap et årti senere havde netop Ilan Benjamin stor succes med den interaktive filmoplevelse ’Virtual Morality’, hvor man selv trådte ind i hovedrollen blandt opdigtede biroller, imens man løste en mordgåde på tværs af sociale medier.
Og senere blev rammerne for brugen af Instagram rykket med den virtuelle og animerede influencer Miquela, der fik så stor succes, at hun har medvirket i reklamer for Calvin Klein og Samsung.
Tiltrængt transparens
FourFronts fiktive personligheder på TikTok taler direkte til ungdommen med en tilsyneladende uredigeret ægthed, og det har skabt problemer.
Således blev den opdigtede 17-årige Alice tidligere i år anklaget af en anden TikTok-bruger for at lyve over for mindreårige på platformen og for at lade dem tro, at hun faktisk var en virkelig person.
Det skete, da en tidligere skolekammerat genkendte skuespillerinden på TikTok, men ikke kunne genkende den person, hun udgav sig for at være, skriver Daily Dot.
På profilen var det nemlig ikke anført, at Alice var fiktiv, hvilket efterfølgende er blevet kutyme for alle FourFronts karakterer på TikTok.
Det fik flere følgere til at føle sig forrådt. Alice havde nemlig haft en tilværelse som mobbeoffer, som flere af følgerne identificerede sig med – lige indtil hele hendes historie viste sig at være fiktion.
Skuespillerinden bag Alice, den 23-årige Nancy Kimball, blev efterfølgende chikaneret så voldsomt online, at FourFront lukkede hendes fiktive profil uden forklaring, skriver Insider.
En sløret virkelighed
Kontroverserne omkring Alice-profilen har dog ikke bremset den voksende succes for FourFronts mange andre fiktive profiler, der fortsætter ufortrødent.
Spørgsmålet er, om det overhovedet gør nogen forskel for deres følgere, om de er ægte mennesker eller konstruktioner, så længe det er deklareret ordentligt?
’Rigtige’ mennesker spiller i mange tilfælde alligevel en rolle, så snart de logger på sociale medier – især når målet er at samle nye følgere og skabe engagement.
Når virkelige influencere viser deres liv frem på Instagram, er det ofte så modereret og redigeret efter bevidste æstetikker og mål, at det dårligt kan betegnes som ægte.
Sydney, Ollie og Tia eksisterer stadig på TikTok trods afsløringen om, at det hele er en sæbeopera baseret på manuskripter. I det mindste er der transparens omkring det fiktive univers, hvilket måske endda øger dets legitimitet.
For det handler ikke så meget om, hvad der opdigtet eller sandt – det handler derimod om, hvorvidt vi kan relatere til historierne, der fortælles.