Facebook genopliver Notorious B.I.G. i virtuel koncert

Facebook genopliver Notorious B.I.G. i virtuel koncert
Notorious B.I.G. (Foto: L. Busacca/Getty Images)

25 år efter sin død vækkes Notorious B.I.G. nu til live for at kunne deltage i en koncert, der stables på benene af Meta, moderselskabet bag Facebook og Instagram.

Her vil rapperen, hvis borgerlige navn var Christopher Wallace, optræde som en hyperrealistisk avatar af sig selv, når hans største hits fejres i den virtuelle verden fra den 16. december, skriver Variety.

Koncerten afholdes nemlig i virtual reality, og den fulde oplevelse kan derfor kun tilgås via Meta Quest 2 eller Meta Quest Pro, som er de to VR-headsets, Meta producerer.

Har du ikke et af de headsets, kan du se en 2D-udgave af koncerten på den officielle Facebook-side for Notorious B.I.G.

Er du derimod ejer af en Meta Quest, kan du ikke kun se frem til Biggies avatar-spøgelse i fuld aktion, men også komme med på tur igennem Brooklyn, hvor gæster som Sean ‘Diddy’ Combs kigger forbi.

Hele seancen afholdes i partnerskab med Wallaces bo, der blandt andet inkluderer den afdødes rapper mor, Voletta Wallace, og manager Mark Pitts, som tilsyneladende glæder sig:

»Det er utroligt at skabe nyt indhold for B.I.G. Verden blev frarøvet muligheden for at se Biggie vokse som kunstner«, udtaler Pitts. »Det fantastiske ved web3 er, at det giver os muligheden for at fejre hans musik med en visuel stil, som Biggie aldrig selv fik chancen for at lave«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af