LG er på vej med deres næste store flagskib, V20. Foruden tilsyneladende at være et smartphone-bæst, vil den også være enhver audiofils drøm.
Der er nemlig trillet en stor appelsin i turbanen, hvis man investerer i V20. Den kommer i form af et medfølgende sæt B&O Play-hovedtelefoner, der forhåbentlig gør alle øvrige medfølgende in-ear-lyttebøffer til skamme. Modellen bliver skræddersyet til LG V20, men man har vel lov at håbe på, at de minder om de nyligt annoncerede B&O Play H5 (billedet).
Det er ikke første gang B&O Play og LG samarbejder. Da LG lancerede den modulære smartphone G5 kunne den eksempelvis fås med et ekstra højtalermodul fra B&O. Ligeledes har B&O en samarbejdsaftale med HP om forbedrede lydoplevelser i deres laptops. De har sågar leget sammen med tøjmærket Supreme om at lave brandede højtalere.
LG V20 lanceres 6. september. Det forventes at være den første smartphone med Googles nye Android-version Nougat.
Læs også: B&O Play lancerer et sæt trådløse hovedtelefoner til livet på farten