For fire år siden lancerede B&O underlinjen Play, der med produkter som høretelefoner og bærbare højtalere gik efter en yngre målgruppe, end hvad det danske mærke normalt kommunikerede til mere deres high-end elektronik.
B&O Play har blandt andet givet os den bærbare højtaler A2, og den får nu en seriøs gang maling og logo-hype i hænderne på det amerikanske skate-brand Supreme.
I forbindelse med afsløringen af deres kommende efterårs- og vinterkollektion har Supreme nemlig også præsenteret højtaleren forvandlet til det rød/hvid bloklogo, som er et af de mest populære indenfor streetwear.
Det må forventes, at Supreme begynder at sælge højtaleren i deres butikker i London, New York, Los Angeles og Paris fra på torsdag af, når salget af deres tøjkollektion starter. Det vides dog ikke, om de også kommer til salg i brandets webshop, når den åbner igen den 25. august, eller om B&O også vil forhandle den.
Den må forventes at koste 2.799 kroner, ligesom de farvevarianter som B&O selv sælger.
Læs også: Ti favoritter fra Supremes nye efterårskollektion – inklusiv vanddunk