Will.i.am. bliver den seneste kunstner i rækken til at lancere sine egne høretelefoner. Det gør han i form af Buttons, der er et produkt fra hans eget firma i.am+.
Black Eyed Peas-stjernen stiler efter et design, der er både fashionabelt og gennemtænkt. Buttons består således af høretelefoner monteret på en mindre cirkulær metalskive, der er designet til at minde om en lp. Skiverne fungerer samtidig som en magnet, der klikker høretelefonerne sammen som en halskæde, når de ikke er i brug.
Med i lanceringen har han både Kendall Jenner og Naomi Campbell, der både skal udgøre den tydelige modevinkel i produktet, men samtidig også er med som partnere.
Høretelefonerne kommer i otte designs, der bruger de fire nuancer, man kan få Apples iPhones i. Det er i første omgang også kun gennem Apple, man kan købe Buttons. I den forbindelse kan det i øvrigt nævnes, at høretelefoner ikke er så fjernt fra Will.i.am endda: Han var fra starten med i Dr. Dres Beats, der sidenhen blev solgt til Apple for tre milliarder dollar.
Batterilevetiden skulle være på seks til otte timer. Hvorvidt de kommer til salg i Danmark vides endnu ikke.
Læs også: B&O Play lancerer et sæt trådløse hovedtelefoner til livet på farten