Beoplay M5 er den tredje trådløse højtaler til streaming i hjemmet fra B&O Plays hånd.
Her er der tale om en diskret, men stadig typisk B&O’sk, cylinderformet højtaler, der spreder lyden i 360 grader. Højtaleren er beklædt med uld. Øverst sidder en børstet aluminiumsskive som man kan regulere lydstyrken med og som automatisk drejer tilbage til neutral position, når man har skruet op eller ned. Et tryk på skiven styrer play/pause-funktionen, mens et tryk på en inaktiv højtaler aktiverer det B&O Play kalder en JOIN-funktion, så højtaleren kobles til andre aktive lydkilder i hjemmet.
Højtaleren har tre diskanter hele vejen rundt, en mellemtoneenhed og en femtommersbas, der kan tunes alt efter om højtaleren er fritstående, står langs en væg eller i et hjørne. I forhold til sine to forgængere, Beoplay A6 og A9, er den mere diskret og lettere at komme til for penge – dog umiddelbart uden at gå på kompromis med lækre detaljer og materialer.
M5 har den fordel at den kommer med integreret adgang til streamingtjenesterne Spotify og Deezer, så du kan streame direkte fra din app. Der er i øvrigt mulighed for at koble højtalere til en multirumsoplevelse.
Prisen ligger på 4.499 kroner og den fås i farverne Natural og Black.
Læs også: B&O Play lancerer kompakt trådløs højtaler – se den lille designperle her