Godt nok vandt Agnès Vardas ‘Faces Places’ ikke en Oscar for bedste dokumentarfilm – som vi ellers havde forudset – men den franske instruktør beviste igen, at hun er ekspert i at stjæle opmærksomheden alligevel.
Efter at hun ikke mødte op til frokosten for de Oscar-nominerede i starten af februar, men sendte en papversion af sig selv i stedet, har mange set frem til, hvad Varda ville finde på til selve showet – især hvis hun vandt.
Det gjorde hun altså ikke, men vi fik noget af hendes afslappede humor, da hun indtog den røde løber i et fuldt Gucci-silkeoutfit. Blomstret, selvfølgelig, og med modehusets signatur stribede kantbånd. Et perfekt både tilbagelænet og over-the-top-look til den 89-årige instruktør, der er den ældste nominerede i Oscar-historien.
Looket blev kun bedre af Vardas munkeagtige, tofarvede frisure og de runde farvede solbriller.
Samtidig beviste Gucci-designeren Alessandro Michele, at hans maksimalistiske design og modehusets salgssucces sagtens kan ramme end endnu bredere målgruppe.
Læs også: De bedst klædte Oscar-kvinder – og knægten der stjal opmærksomheden på den røde løber