Vi havde næsten glemt det, for siden Beyoncé annoncerede det nye samarbejde mellem hende, Ivy Park og Adidas har der været meget stille omkring de første resultater fra treenigheden. Men nu har megastjernen brudt tavsheden.
Med seks nye billeder på Instagram har hun nemlig lige indprentet datoen den 18. januar i vores bevidsthed. Det er tilsyneladende her, at samarbejdet for alvor lanceres.
Vis dette opslag på Instagram
Og hvad kan vi så forvente? Indtil videre har det været uvist, om Adidas blot overtog den tidligere samarbejdspartner Topshops rolle i forhold til produktion og distribution, men ud fra de første billeder lader det til, at Adidas mere aktivt vil være en del af Ivy Park.
Udover de seks billeder på Instagram har Beyoncé nemlig lavet et forside-shoot med amerikansk Elle, der viser en kollektion, som både bruger Ivy Park-logoer og Adidas’ ikoniske tre striber. Samtidig viser billederne, at Ivy Park er klar til at tage sit athleisure-look skridtet videre.
Vis dette opslag på Instagram
»Jeg elsker at eksperimentere med mode, at mixe dyrt og billigt, sportswear med couture, endda maskulint og feminint. Den nye linje er sjov og lægger op til kreativitet, en ultimative styrke. Jeg har fokuseret på at designe en unisex-kollektion med sko og tøj, fordi jeg så mange mænd i Ivy Park. Den måde, de omfavnede brandet, er en uventet gave. Jeg sætter pris på skønheden i kønsneutralt tøj og at bryde de såkaldte moderegler. Jeg tog en chance, da jeg bragte mit firma tilbage. Vi har alle selvtilliden til at tage chancer og satse på os selv«, siger Beyoncé blandt andet i Elle-interviewet, hvor hun svarer på fans’ spørgsmål.
Det nye samarbejder udvider også produktgruppen, da Beyoncé især lægger vægt på smykker i sin Instagram-billederne, ligesom hun viser et sneaker-samarbejde med Adidas.
I november sidste år købte Beyoncé Topshop-ejeren Philip Green ud af Ivy Park, efter at han stod over for nogle seriøse anklager om seksuelle overgreb. Ud fra de første billeder lader det til, at Beyoncé og Ivy Park er kommet stærkere ud på den anden side af skiftet til Adidas. Så bliver det spændende, om Ivy Park kommer til at fylde mere i stjernens Instagram-feed i 2020, end vi har været vant til.