BioWare-stjerner forlader ‘Dragon Age’-udvikler

BioWare-stjerner forlader ‘Dragon Age’-udvikler
'Dragon Age Origins'.

Efter godt og vel 20 år, hvor han har stået bag nogle af de største spilklassikere som ‘Mass Effect’ og ‘Star Wars: Knights of the Old Republic’, takker Casey Hudson af som direktør hos BioWare.

I et blogindlæg, der kommer som lidt af et chok for mange, skriver Hudson, at han har brug for nye udfordringer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hudson startede hos BioWare tilbage i 1998. Her blev han indtil 2014, hvorefter han arbejdede en kort periode hos Microsoft, inden han vendte tilbage til BioWare.

»Det har ikke været en nem beslutning, og store omvæltninger som denne er altid vemodige. Hver dag vil jeg savne at arbejde sammen med vores inspirerende udviklere på de største og vildeste projekter, jeg kan forestille mig«, skriver Hudson. »Men jeg ved også, at nu er et godt tidspunkt for et skifte, både for mig selv og BioWare«.

Det kan ikke understreges, hvor afgørende og vigtig en rolle Hudson har spillet hos BioWare igennem årene som en af de bærende kreative kræfter.

Han har stået i spidsen for nogle af de mest revolutionerende rollespil, som spilbranchen har budt på, med ‘Star Wars: Knights of the Old Republic’ og ‘Mass Effect’, der skabte et helt nyt format for konsekvenser af ens valg i rollespil.

Siden da har han påtaget sig en mere administrerende rolle, så spørgsmålet er, hvor stor betydning hans afsked faktisk får.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hudsons farvel til BioWare er dog ikke det eneste, som studiet må forholde sig til. Mark Darrah, der har været ansvarshavende producer på samtlige ‘Dragon Age’-spil, forlader også firmaet.

Darrah skriver i sin afskedsblog, at det har været en »svær beslutning«, men at han også er overbevist om, at holdet bag ‘Dragon Age’ nok skal trives og blomstre uden ham.

På trods af BioWares ry for at skabe fremragende rollespil har studiet været igennem en række problematiske år med kritiserede udgivelser som ‘Mass Effect Andromeda’ og ‘Anthem’ samt flere store profilers afgang.

Fremtiden ser dog stadig lovende ud. Studiet arbejder lige nu på ‘Dragon Age 4’ og ‘Mass Effect Remaster’ og flere endnu ikke annoncerede projekter, heriblandt et helt nyt udspil i ‘Mass Effect’-universet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af