Det er snart tre år siden, at Rockstar lancerede ‘Red Dead Redemption 2’, der udkom til stor ros og massiv succes i efteråret 2018.
Dengang var der ikke mulighed for at drage nytte af de nye konsoller i PlayStation 5 og Xbox Series X/S, men det er der nu.
Derfor er det måske heller ikke helt så overraskende, at Rockstars moderselskab, Take-Two, tilsyneladende har planer om at genudgive flere ældre titler – og rygterne går nu på, at en af dem er den episke western.
Ifølge Eurogamer har Take-Two tre »endnu ikke annoncerede« spil på vej, som alle er enten remasters eller deciderede remakes af eksisterende spil.
En genudgivelse af ‘Red Dead Redemption 2’ giver god mening for både Rockstar og Take-Two, da det vil give dem mulighed for en endnu større indtjening ved at lancere en udgave, der kan trække på kræfterne i de teknisk stærkere konsoller.
Netop dette strategiske træk har de allerede udnyttet flere gange før med nyklassikeren ‘Grand Theft Auto V’, der jævnligt rammer nye platforme, selvom det oprindeligt udkom i 2013.
I første omgang udkom det til PlayStation 3 og Xbox 360. Siden da landede det på PlayStation 4 og Xbox One året efter samt på PC i 2015. Og den 11. november lanceres en opdateret udgave til PlayStation 5 og Xbox Series X/S.