’FIFA 23’ har for få kvinder og for meget ligegyldigt lir

En æra er forbi.

Med ’FIFA 23’ sender EA for sidste gang deres ikoniske fodboldserie ind på plænen under det velkendte navn, inden den fra næste sæson skifter serie og format under den nye titel ’EA Sports FC’.

Det bliver en monumental omvæltning, for spilgiganten gør klar til at stable fremtidens digitale fodboldplatform på benene, hvor spillet ikke længere bare er et spil, men derimod et helt fællesskab, og det kan allerede mærkes nu.

’FIFA 23’ er nemlig præget af omvæltning på godt og ondt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Halvfærdige løsninger

Hvis der er én ting, der kendetegner dette års fodboldspil, så er det velkomne og særdeles tiltrængte tiltag, der leveres i så halvbagt tilstand, at de tydeligvis ikke har fået nok tid i udviklingsovnen.

Tag bare introduktionen af kvindefodbold, som har været med før i form af kvindelige landshold, men som nu byder på to ligaer, den engelske Barclays FA Women’s Super League og den franske Division 1 Arkema, samt adskillige landshold (dog ikke det danske).

Her får vi endelig glæde af stjerner som Sam Kerr, Alexia Putellas og Lucy Bronze, som man hiver igennem enkle kampe eller et sparsomt udvalg af indenlandske turneringer, hvilket jo er fint nok, men der stopper festen så også.

For selvom kvindefodbolden får en mere markant plads, kan du ikke starte en spillerkarriere som talentfrø side om side med Pernille Harder i Chelsea.

Det samme gælder, hvis du har ambitioner om at føre en bundprop til toppen af ligaen, for vil du spille igennem en hel sæson, er det en skrabet udgave uden transfers og alle de andre dikkedarer, vi forbinder med managerdrømmen.

Begrænsningerne skyldes uden tvivl, at der endnu ikke er et udbygget spillerkatalog på kvindesiden. Det ligner resultatet af en forhastet proces.

Kvindefodboldens stigende popularitet har tvunget EA til at stille sig tilfreds med en mellemløsning, der som gestus er fin, men som i praksis skuffer.

Den store fodbolddrøm

Den samme lige ved og næsten-følelse gør sig også gældende, når du spiller som ung knægt i spillets spillerkarriere, hvor du ikke kun skal levere resultater inde på banen, men også skal forholde dig til alt det praktiske uden om boldspillet.

Her fodres du til kvalmepunktet med points, der kan indløses til bedre evner med bolden, lige så snart du når foruddefinerede mål som at score tre mål i en kamp, lave ti afleveringer på modstanderens banehalvdel eller bryde et angreb.

Sådan har det efterhånden været i flere år, men nu tilføjes endnu et aspekt, når du skal forme din personlighed som individualist (den selviske, ofte angribende, spiller), virtuos (den tekniske midtbanegeneral) eller puls (klubbens loyale kriger).

De klichéagtige personligheder defineres af point, som du optjener ved at udtale dig til medierne, når du køber en trampolin, når du investerer dine hårdt optjente penge i et esport-hold og selve din spillestil på banen, hvor du kan være ego eller i stedet forsøge at gøre dine medspillere bedre.

Med tiden begynder det dog mest af alt at minde om en overfladisk slags ’Byg din egen’-Mbappé, hvor du skal udleve fantasien om at være det feterede stjerneskud, som tjener millioner om ugen, bor i luksusboliger og køber dyre biler uden at have nogen form for realitetssans.

Der er altid et nyt mål at nå. Der er altid dit, dat – alt sammen noget, som egentlig ikke har noget med fodbold at gøre, men derimod bare er fyld, som bliver så overvældende, fordi man konstant skal forholde sig til røde notifikationer om flere points, der kan jagtes.

God, men uberegnelig teknik

Alt den gakkede lir kaster heldigvis kun lange skygger uden for banen, for inde på grønsværen er ’FIFA 23’ det bedste, som serien længe har været.

Sidste år bød på den nye HyperMotion-teknologi, hvor motion capture og maskinlæring sikrede en mere realistisk gengivelse af spillerne, når de spurtede, driblede og tacklede sig frem og tilbage på banen.

I år er teknologien blevet opdateret til HyperMotion2 (EA kalder det nu »ultrarealistisk gameplay«), og man kan mærke fremskridtene.

Spillerne vender skarpere, de gode afleveringer føles mere naturlige (og de sløsede føles mere frustrerende), og tempoet virker faktisk mere realistisk, uanset om man trækker tiden eller sætter det sidste pres ind for at jagte det udlignende mål i overtid.

At man så nu kan benytte sig af den nye skudfunktion Power Shot, hvor man holder skudknappen og L1+R1 nede, imens der zoomes ind på et kanonskud, er lidt tosset, for realismen smides direkte ud af vinduet.

Vi kommer dog ikke udenom, at ’FIFA 23’ stadig bærer præg af de samme gennemgående mangler, som serien så ofte bakser med. Måske fordi det bare er svært at få helt på plads, eller måske fordi spillet gennemgående lider af en manglende finpudsning.

Man slipper ikke for at himle, når ens centrale forsvarsspillere løber 15-20 meter til siden for konsekvent at drible bolden langsomt ud over sidelinjen, selvom den nærmeste modspiller befinder sig ved midterlinjen.

Og målmændene træder, bogstavelig talt, også ved siden af. Således oplevede jeg, at Kevin De Bruyne bragede et skud mod mål, som Allison parerede forbi stolpen, hvorefter målmanden af uransagelige årsager lavede en feberredning for at undgå, at bolden røg ud til hjørnespark og derfor utilsigtet skubbede bolden tilbage i målet og dermed lavede selvmål.

Banens bedste og mest griske

Den manglende balance finder man også i Ultimate Team, som er spillets bankende hjerte, i hvert fald rent økonomisk, hvor det skovler penge ind på EA’s bundlinje.

Men vi kan lige så godt deklarere spildelen for, hvad det er: et skalkeskjul for gambling, hvor brugerne i blinde kaster penge efter fodboldkort i håb om at få blot en millimeterstor fordel imod konkurrenterne online, og det er ikke et under, at flere europæiske lande er begyndt at forbyde det.

For selvom Ultimate Team er både sjovt og udfordrende, når man efter bedste evne sætter sit hold med kort, man ikke altid selv er herre over, er det efterhånden blevet et grådigt monster, der bare skal trække penge ud af lommen på trofaste fans.

Faktisk bærer ’FIFA 23’ mest af alt præg af at være en pengemaskine in spe (mere, end det allerede er), som skal køres i stilling til næste års helt store sats med ’EA Sports FC’, hvor fodboldserien formentlig bliver et af de bærende ben i et helt fodboldøkosystem.

Og selvom selve spillet på banen er fremragende, så begynder al den ligegyldige lir – fra det griske FUT til de overfladiske rollespilselementer – at distrahere fra det, der burde være det helt essentielle omdrejningspunkt, nemlig glæden ved bare at sparke til en bold.

---

Kort sagt:
’FIFA 23’ føles som en mellemstation under ombygning inden næste års potentielle fodboldrevolution, men i det mindste er spillet på banen stadig fortrinligt.