Havde du glædet dig til snart at starte den helt store rumrejse i sci-fi-spillet ‘Starfield’, må du vente et halvt år endnu.
Spillet var ellers ventet ude i løbet af maj, efter det blev forsinket sidste efterår, men nu lyder den officielle udgivelsesdato på den 6. september.
Det har Bethesda annonceret i en ny trailer for spillet, som du kan se nedenfor.
Bethesda har tidligere stået bag populære og episke serier som det postapokalyptiske ‘Fallout’ og fantasy-eventyret ‘The Elder Scrolls’, og netop derfor er forventningerne ekstremt høje til sci-fi-spillet, der bliver den første afstikker fra spilfirmaets vante rammer i 25 år.
Hypen til det nye udspil blev ikke mindre efter sidste år, hvor Bethesda fremviste 15 minutter fra spillet, der på nuværende tidspunkt mest af alt ligner ‘Skyrim’ i rummet.
Om den beskrivelse holder indtil september, finder vi ud af i juni, hvor Microsoft holder en større præsentation af ‘Starfield’ den 11. juni.