Donald Trump har noget overraskende indtaget førstepladsen på den amerikanske iTunes-hitliste med en bizar korsang.
I løbet af weekenden har den tidligere præsident i samarbejde med J6 Prison Choir sneget sig ind på toppen af hitlisten med sangen ‘Justice For All’, skriver New York Post.
Med succesen overhaler Trump og hans musikalske duet selveste Miley Cyrus, der ellers har siddet limet til førstepladsen med kæmpehittet ‘Flowers’.
‘Justice For All’ er desværre ikke en reference til Metallicas ‘And Justice for All’, men et krav om retfærdighed til de folk, der er blevet dømt for deres deltagelse i stormløbet på Kongressen i 2021.
Selvom singlen lige nu topper iTunes-listen, skal man nok ikke regne med, at den lige pludselig er her, der og alle vegne.
Som Variety bemærker, så indikerer Apples hitliste nemlig kun, hvad der er populært blandt betalte downloads, hvor succes kan komme fra blot et par tusinde salg om dagen.
Hos Spotify er der heller ikke den store popularitet at spore, da nummeret ikke engang er blandt de 50 mest streamede amerikanske sange på platformen.