KOMMENTAR. »Vores land har fået nok. Vi vil ikke længere acceptere det«, lød det fra Donald Trump.
Præsidenten havde indtaget talerstolen kort før den amerikanske kongres skulle bekræfte valgresultatet og dermed Joe Biden som USA’s kommende præsident.
I brandtalen kastede han benzin på et ulmende bål. »Vi kæmper som ind i helvede, for hvis vi ikke gør det, har vi ikke længere vores land«, konkluderede Trump efter endnu en tirade af anklager om valgfusk.
En time senere begyndte et historisk stormløb mod Kongressen – og mod det amerikanske demokrati.
Da situationen i Washington eskalerede fra en voldsom demonstration til et decideret terrorangreb, var de umiddelbare reaktioner en blanding af chok og fortvivlelse.
Idéen om et angreb mod en af USA’s største og vigtigste politiske institutioner var helt uhørt, men minut for minut udfoldede det sig alligevel for øjnene af os. Spørgsmålet på manges læber var det samme: Hvordan kunne det overhovedet ske?
For mange, der til dagligt følger internetkultur, konspirationsteorier og ekstremistiske grupper, var det dog ikke så meget et spørgsmål om hvordan, men nærmere hvornår.
Angrebet har nemlig været offentligt planlagt i månedsvis på sociale medier som Facebook, Twitter og Parler, og på TheDonald samt MyMilitia.com, to sider for den yderste højrefløj – blev angrebstaktikker diskuteret ned til mindste detalje.
Samtidig tweetede Donald Trump inden jul »Stor protest i Washington D.C den 6. januar. Vær der, det bliver vildt!«, hvilket blev opfattet som grønt lys for angrebet.
Problemet er bare, at der i den almene offentlighed og i medierne har været en konsensus om, at bevægelserne bag stormløbet blot er internetfænomener. Noget, der bare lever på internettet. En blanding af QAnon-tosser, kvindehadende mænd og militante Trump-fans, der skriver en masse tåbelige ting online.
Men imens fænomenerne bevægede sig fra 4chan og obskure fora til yoga moms og Facebook, blev rablerierne på internettet til virkelighed.
Vi kan ikke længere sige, at drivkraften bag stormløbet stammer fra de mørkeste afkroge af internettet – den stammer fra alle dele af samfundet.
Med hændelserne i Washington er der én gang for alle blevet åbnet for internetsluserne. For hvis man tror, at det er et enkeltstående tilfælde. At vi – nu når angrebet er overstået – er ovre det værste, så bør man forberede sig på, at det kan blive meget værre.
FBI har allerede advaret om flere protester, og demokraterne i Kongressen blev tidligere på ugen briefet om planer for adskillige attentater.
Det er med god grund, for angrebet på Kongressen virker mest af alt som en kaotisk generalprøve for Trump-støtterne og QAnon-bevægelsen. Hvad kunne de slippe af sted med? Hvilke taktikker virkede? Hvordan fejlede deres angreb?
Det er også derfor, at der skal sættes ind nu. Dem, der er hoppet med på Trump og QAnons crazy train, ved endnu ikke, hvad næste skridt er. De befinder sig i en slags limbo, og det er her, hvor der er en chance for en altafgørende indsats.
Vi skal kende vores fjende
Skal der gøres en forskel, kræver det dog en vis portion selverkendelse. Det kræver, at politikerne tager ansvar for deres retorik på sociale medier (og at sociale medier tager ansvar, hvordan deres platforme benyttes af brugerne).
Og så kræver det en langt større respekt og forståelse for internetkultur. Selvom internettet er rykket ud i den virkelige verden, bruger bevægelser som QAnon stadig klassiske strategier for internetkrigsførelse som misinformation, imens de udnytter myndighedernes manglende forståelse for, hvordan internettet opfører sig.
Ved terrorangrebet i Christchurch i 2019 var det ikke uden grund, at terroristen brugte et af internettets mest populære memes, ’Subscribe to PewDiePie’, da han startede en livestream af angrebet.
For medier, der ikke ved bedre, sluger lokkemaden råt. Budskabet om PewDiePie, der som klassisk internetstrategi blot skulle agere blikfang, var skabt til at gå viralt. Selv herhjemme blev det rapporteret som en seriøs opfordring, selvom der faktisk var tale om decideret shitposting.
Vi så det ligeledes op til præsidentvalget, hvor DR interviewede en inkarneret QA-tilhænger, men blot deklarerede ham som Trump-støtte. For QAnon er det en sejr at snyde sig til et interview som Trump-vælger, for det viser, at deres strategi virker – ingen tager dem seriøst, indtil det er for sent at gøre noget ved dem.
Den samme bekymrende tendens så vi også i efteråret, da en milits (som tidligere i 2020 trængte ind i Michigans parlamentsbygning) brugte Facebook til at planlægge kidnapningen af statens demokratiske guvernør.
Begivenhederne var alle tegn på den hadske stemning, som internettet i årevis har kultiveret med bevægelser som GamerGate, incelkultur og Proud Boys – som Trump i øvrigt gentagne gange har nægtet at tage afstand fra.
Derfor må vi også indse, at medierne skal klædes bedre på. QAnon og internetbevægelser skal dækkes med fakta, ikke sensationshungrende artikel, der baseres på Facebook-opslag.
Journalister skal uddannes i grundig kildekritik af internettet, og strategierne for moderne internetkrigsførelse skal være fast pensum.
Det er en af de mest effektive måder, hvorpå vi kan afværge angreb af den type, vi så i Washington. Vi skal forstå mekanikkerne bag internetbevægelserne. Vi skal lære at spotte tegnene, for de er lige stille begyndt at vise sig i Danmark.
Når en demonstration hærger København, er den muligvis sammensat af forskellige strømninger, men det er kun et spørgsmål om tid, før de strømninger bliver til én bevægelse med et fælles formål. Og når det sker, er halvdelen af deres kamp vundet.
For internettet er ikke længere bare internettet. Internettet kultiverede de bevægelser og overbevisninger, som stod bag angrebet på den amerikanske kongres.
Hvis vi forstår netop det – at et angreb på demokratiet kan starte på internettet – er det derimod os, der allerede har vundet halvdelen af kampen.