Penn Badgley er mest kendt for sine roller i ‘Gossip Girl’ og Netflix-hittet ‘You’, men hans fortid gemmer også på en særdeles spøjs rolle.
I et interview med podcasten Capital FM afslører han, at han faktisk har medvirket i en træningsvideo for folk, der skulle lære folk at spille med Pokémon-kort, skriver We Got This Covered.
Og der er god grund til lige at give den 26 minutter lange video et kort øjeblik for at opleve en meget ung Badgley forklare uanende forældre, hvad Pokémon egentlig går ud på.
Hvorfor laver man overhovedet sådan en video, spørger du nu måske, og det skyldes angiveligt, at amerikanerne slet ikke fattede pointen med Pokémon-kortene tilbage i 1990’erne, hvor succesen var på sit højeste.
»Pokémon Company [firmaet bag kortene, red.] indså, at ingen i USA lærte at spille med kortene, men at de derimod blot byttede dem frem og tilbage. Så problemet var nok, hvis vi skal være helt ærlige, at de ville tjene flere penge«, fortæller Badgley i interviewet.
Løsningen var altså åbenbart at sende Badgley på banen som en slags Pokémon-lærer, hvilket trods alt er noget af stykke vej fra hans nuværende karriere som stalker på Netflix.