Det føles som spild af liv at lytte til Emil Thorups podcast ‘Lang levetid’

PODCAST. Der er ingen tid at spilde. Emil Thorup skal have omvendt sine gæster til at leve længere i sin nye podcast, der har fået sit navn efter den danske oversættelse af det globale sundhedsfænomen longevity.

‘Lang levetid’ hedder podcasten, hvor Danmarks nok største fanebærer af den populære trend gør alt, hvad han kan, for at få en række kendte danskere til at omlægge deres kost, søvn og træningsvaner, så de lever så længe og sundt som muligt.

Longevity er helt konkret videnskaben om, at blandt andet livsstil, teknologi og behandlinger kan være livsforlængende, helbredende og måske foryngende. Og så er det en filosofi, som blandt andet tidens milliardærer har helliget deres tid og penge til.

Ligesom Emil Thorup.

Faktisk har han så travlt med at prædike om sin nye livsstil til sine gæster, at han ikke »rigtig gider at bruge tid på at præsentere dem«.

Hvad han til gengæld finder super spændende og rigtig gerne vil bruge tid på, er at reklamere flittigt for de kosttilskud, podcasten er sponsoreret af.

Emil Thorup indleder desuden hvert afsnit med lyden af såkaldte theta-bølger, som efter sigende skulle kunne omprogrammere menneskets sind til at blive mere modtageligt over for »nye ting« og positive tanker. En indstilling værten understreger som afgørende, hvis man skal kunne holde ud at høre podcasten.

Den disclaimer om absolut åbenhed over for disse nye ting (host, longevity) får podcasten til føles som at få most en vitaminpille på størrelse med en knytnæve ned igennem halsen af en fremmed hånd og understreger den forkromede mission med podcasten:

Longevity er Gud, Emil Thorup er Jesus, og inden solen står op i morgen, skal vi alle blive til hans trofaste disciple.

Forbudte slikvaner

I ‘Lang levetid’ kortlægger gæsterne deres dagligdag med en detaljerigdom, der får det til at lyde som om, at de sidder over for en læge og lister symptomer op for at finde frem til, hvad de fejler.

»Jeg vågner om morgenen, så laver jeg kaffe med havremælk. Et par skefulde Nescafé og to sødemidler«, siger Linse Kessler i andet afsnit.

»Okay? Hvad slags sødemiddel er det? Aspartam?«, spørger Emil Thorup.

»Ja, det er det altid. Er der ikke altid Aspartam i?«, fortsætter Linse Kessler.

»Der findes noget, der er bedre, men ja«, svarer Emil Thorup.

Samtalerne mellem værten og hans gæster går lynende hurtigt. Værten er ivrig efter at fortælle om sin egen nye livsstil, og han afbryder alt for tit sine gæster midt i deres sætninger. Det gør podcasten unødvendigt hektisk og anstrengende at høre på. 

I første afsnit taler han med selvstændigt erhvervsdrivende og tidligere administrerende direktør for Freeway-koncernen Mia Wagner, som der er tid til at præsentere i denne anmeldelse. Og hun bliver hurtigt kørt over af en hurtigt talende Emil Thorup.

For hvis gæsterne giver udtryk for at have usunde vaner, er han ved at falde bagover af forargelse.

»Tre dage! Kan du kun gå uden at spise slik i tre dage? Tag dig sammen, Mia«, siger han til Mia Wagner.

Dommene over gæsternes udtalelser bliver ofte sagt i sjov, men med dem følger altid et råd eller en ordre fra den selvudnævnte prædikant og podcastvært.

»Det skal vi have lavet om på. Du kan ikke spise … leve … sove … drikke … løbetræne på den måde. Men det fikser vi«, lyder det i grove træk.

Emil Thorup er godt selskab. Emil Thorup er morsom. Samtalerne flyder naturligt imellem ham og hans gæster, men øj, hvor ville det være forfriskende, hvis han ikke hele tiden skulle konkludere på gæsternes dårlige vaner, men bare tog imod deres åbne og ærlige forsøg på at dele deres helt almindelige måder at leve på.

»Det var da irriterende«

Til tider er værtens reaktioner på gæsternes udtalelser sjove, men for det meste virker de insisterende og altoverskyggende i samtalerne. Det er tydeligt, at Emil Thorup er så optaget af at ville fortælle dem om at have fundet den hellige gral, at han fuldstændig overser deres rejser.

I samtalen med Mia Wagner fylder Emil Thorup så meget, at gæsten ender med at blive irriteret og beder ham om at lade hende tale færdigt. Som lytter er det mærkeligt og føles uvedkommende at skulle høre på en slags hyggesnak om sundhed, hvor værten overfuser sine gæster i en sådan grad, at de er nødt til at bremse ham for åben mikrofon.

Det er ærgerligt for podcasten, at Emil Thorup lader til kun at ville udbrede sin egen livsfilosofi og ikke virker interesseret i at høre sine gæsters synspunkter. Medmindre de bekræfter hans egne. Det får samtalerne til at fremstå uligevægtige og ensrettede.

Også på et tidspunkt, hvor Mia Wagner forsøger at få ham til at genoverveje glæden ved at leve for evigt. Emil Thorup ville ønske, der fandtes en pille, der kunne sikre ham, at han aldrig ville dø. På den anden side af bordet synes Mia Wagner, at der er noget smukt i, at intet varer evigt.  

Den præmis accepterer Emil Thorup. Kortvarigt. For egentlig vil han gerne selv kunne kontrollere, hvornår han lever og dør, forklarer han.

»Hvorfor vil du gerne selv kunne kontrollere det?«, spørger Mia.

»Ååårgh, ja, det er da også et godt spørgsmål, der ikke er nogen, der har spurgt mig om før. Det var da irriterende! Det er jo mig, der skal interviewe dig, nu ved jeg slet ikke, hvad der foregår?«, nærmest råber Emil.

Dialogen er et glimrende udtryk for alt det, ‘Lang levetid’ mangler for at blive en god podcast. Mia Wagner udfordrer Emil Thorup på hans synspunkter, og det er lige før, det går hen og bliver interessant at lytte til, men værtens forskrækkelse over at skulle svare på et svært spørgsmål, ender med at slå alle nuancerne i samtalen ihjel.

Det er Emil Thorup, der har ordet, og det er alle os andre, der skal blive klogere.

Spyt din alder

Hvert afsnit af podcasten varer godt en time, men føles som en måned. Som lytter har man brug for en pause, et skift i samtalen eller bare et stop. 45 minutter med Linse Kessler, der tæller, hvor mange romkugler og få grøntsager hun spiser i løbet af en dag, er 40 minutter for meget.

Som lytter kan man nemt blive frustreret over al den millimeter-snak, når præmissen for podcasten ikke er helt klar. Altså gæsterne skal prøve at leve efter longevity, men de er først flyveklar til et liv med livsforlængende sundhed, efter de har talt med Emil Thorup. 

Så hvorfor skal vi høre dem dissekere deres morgenmad, når vi aldrig får svar på, om det hjælper dem at ændre deres kost?

Til sidst i hvert afsnit skal gæsterne tage en såkaldt DNA suPAR-spytprøve for at få svar på, hvad deres “biologiske” alder er. De bliver tvunget til at spytte ned i en lille beholder, og vi bliver tvunget til at høre på det. 

Svaret på prøverne kommer først efter tre måneder, siger Emil Thorup, men han nævner ikke, om han har tænkt sig at følge op gæsternes prøvesvar i et senere afsnit. Hvert afsnit ender derfor som et antiklimaks i en podcast, der nok mest er noget for dig, hvis du er bange for at dø og elsker Emil Thorup.

Hvis du derimod bliver irriteret over at høre en vært, der afbryder sine gæster hele tiden, og du i øvrigt forholder dig bare en smule kritisk til longevity som fænomen, vil ‘Lang levetid’ føles som en ligegyldigt røveri af vigtige timer af dit liv.

---

Kort sagt:
Emil Thorup har travlt med at omvende sine gæster til at leve et sundere liv med longevity. Podcasten trænger til en pille med nuancer i samtalerne, men har ikke brug for flere reklamer for Theta-bølger og livsforlængende kosttilskud.

Anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit.