Jeg er stadig usikker på ‘Hvad vi kan lære af katte’, men måske er det hele pointen
ROMAN. Jeg føler lidt, at Marie Hougaard har taget mig ved næsen. For jeg åbnede hendes nye roman, ‘Hvad vi kan lære af katte’, med en forventning om at lære noget af dyret, der har ry for at gøre lige hvad der passer den.
Ganske vist løber der et kattepotespor igennem romanen, men den handler om Nanna, der er single, i slutningen af trediverne og har svært ved at mærke, om hun egentlig gerne vil være mor. I hvert fald på hvilke præmisser og for hvilken pris (også bogstavelig talt).
Er ønsket om forældreskabet stort nok til, at hun vil gå igennem det alene? Er hun klar til at opgive at blive forælder til sit eget barn for en kæreste, som siger, at han har fået de børn, han skal have? Eller skal hun gå fra ham?
De spørgsmål undersøger Marie Hougaard gennem Nannas ligefremme tankerækker og jordnære fortælling.
Hun dater, ses med sine veninder, der har børn, snakker med sin mor, der har kat, møder en gammel flamme, Asger, og så hans børn, Petra og Sonja, da relationen udvikler sig. Det hele er egentlig ret almindeligt, og samtidigt placerer fraværet af børn Nanna uden for normen i et samfund »der er måder at leve på, som anses for mere rigtige end andre«, som Nanna konstaterer:
»Det egentlige problem er, at jeg stadig ikke ved, om jeg vil være mor. Jeg har aldrig gået rundt og ønsket mig børn, men jeg havde heller ikke regnet med, at jeg ikke skulle have dem«.
Vi møder Nanna i vildrede, spørgsmålet føles både banalt og uoverstigeligt.
Det drama har Marie Hougaard sat sammen med dejligt umærkelige detaljer, en tør, velvalgt satire og en let skrivestil præget af linjebrud. En forening, jeg (s)katter. For historien føles som fortalt til en god veninde.
En tå på vej ud af en sok
Marie Hougaard er god til at skrive mennesker frem i situationer af både den ømme og den sjove slags.
Et besøg hos en clairvoyant med en tå på vej ud af sokken; en papdatterhånd, som lægger sig i en papmorhånd. En mor, som får en bollebid ud i kinden for at fortælle om sin kat. At en mand i fuld alvor kalder et stadie af kaffebrygning for »blomstringsprocessen«, og at Nanna, på arbejde i den kirke, hvor hun bliver ansat som kirketjener, kigger intenst op på Jesus midt i en tankerække. Sjovt!
Selvom spørgsmålet om børn godt nok har lagt sig som »et slags bagtæppe for alle tanker«, som Nanna formulerer det, så er det i samtalerne, at romanen i mine øjne behandler spørgsmålet allermest interessant.
For med velplacerede linjeskift gør Marie Hougaard det på skrift mærkbart, hvor meget der finder sted i det, der ikke helt bliver sagt, det, som man tager tilløb til at sige, men ikke helt tør og de stemningsskift, der finder sted, når man ikke får sagt det rigtige. Som her:
»Lad os tale om det, siger han./ Vores blikke mødes, en lille trækning ved hans højre øjenbryn./ Jeg blinker./ Han blinker./ Jeg synker./ Han synker./ Ja, siger jeg./ Der er stille igen, og han nikker, som sidder vi i en slags forhandling, men bag det distancerede blik findes der noget famlende, som ved han ikke, hvad han skal sige«.
Fælles ensomhed
Nannas egen tvivl kan ikke løsrive sig fra, hvilket samfund hun er en del af. Eller hvem hun er venner med. Og selvom veninderne har børn, så går de selvfølgelig heller ikke rundt med perfekte tilværelser fri af længsel eller tvivl om de har valgt rigtigt i deres liv.
Den følelse af ensomhed tilhører ikke kun kvinder uden børn, selvom det kan se sådan ud.
Et spor i romanen handler om Nannas forfattergerning, som spejler, hvor hun er i sin udvikling. Da hun afskyr kernefamilien skriver hun på et renoveringsdrama, da hun er broke overvejer hun at skrive romantasy, da hun bliver forelsket skriver hun seksuelt eksplicit. Og da hun bliver en del af Asgers familie med børn melder der sig et metaagtigt spørgsmål: Kan hun tillade sig at inddrage dem i den fortælling, der presser sig på?
‘Hvad vi kan lære af katte’ er en titel, som giver indtryk af, at det her er en opbyggelig roman som kommer med svar. Snydt! Marie Hougaard har skrevet en roman om at stå ved sig selv, netop når man er i tvivl. For ingen kan give en opskrift på, hvordan man skal leve sit liv. Heller ikke kattene.
Kort sagt:
Med dejligt umærkelige detaljer, en tør, velvalgt satire og en samtalende stil har Marie Hougaard skrevet en let roman om et besværligt emne, nemlig om hvordan man vælger moderskabet til eller fra.