Theis Ørntoft er tilbage i autofiktion og tænk, at det kunne blive endnu mørkere
ROMAN. Theis Ørntoft har en vis mystik omkring sig. Varsler verdens undergang i tide og utide, slår anmelderstanden omkuld med sine bøger, men er ellers fraværende på sociale medier og i offentligheden.
For et par år siden rygtedes det så pludselig, at han nu arbejdede som vicevært på sit eget forlag, Gyldendal. Ørntofts nye autofiktive roman giver dig alle svarene og lidt til.
»Sommetider, når jeg som nu sidder og kigger på en akties kurs, får jeg lyst til at tegne en lignende graf over mit liv. (…) livet, der går op og ned gennem den fremadskridende tid.«
‘Habitat’ er den graf: ingen kronologi, men en lige dele rå, ærlig og (lidt for) detaljeret gennemgang af forfatterens liv. Fra ungdomskæresten Rikke, der tager ham med til København, springet fra teknisk skole til Forfatterskolen, debuten med ‘Yeahsuiten’ (2009), succesen med ‘Digte 2014’ (2014), den stormende forelskelse i Josefine, som han i dag har et barn med, skriveblokaden mellem ‘Solar’ (2018) og ‘Jordisk’ (2023), et tvivlsomt huskøb på Møn, en masse rotter og ikke mindst det totale sammenbrud. Tre dele, knap 600 sider og cirka en milliard sidespring.
Bogens skrivende jeg virker til at befinde sig i et klassisk kunstnerdilemma: Skal man være tro mod sit inderste eller være en pleaser af tidsånden?
Ikke helt ulig Karl Ove-jeget i ‘Min kamp’ kæmper han med trangen til at vise sit indre kældermenneske og være nådesløst ærlig i sin kunst, insisterer på aldrig at være en crowdpleaser, og det kan jo let føles uforeneligt med den kærlighed, han også længes efter. Er der plads til kældermennesker?
»I dag er forestillingen om kunstnere som nogen, der er fritaget for moralsk ansvar, under kritik«, skriver Ørntoft. Og hvad gør man så, når en stor del af ens kreative energi findes i mørket?
»Jeg kan tænke sådan for mig selv, men jeg kan aldrig sige det i en offentlig sammenhæng«, siger forfatteren lidt ironisk, for han har tydeligvis tænkt sig, at ‘Habitat’ skal være dét frirum, hvor han kan sige det hele alligevel. No spoiler, men der er ikke så få kontroversielle udsagn undervejs.
Dansk lyriks wonderboy
»Det er så befriende at skuffe«, skriver Ørntoft, men alligevel er det det, han hele tiden virker til at være mest bange for. Hvad er det, han skal leve op til?
Lad mig komme med en lyngennemgang af Ørntofts positionering som dansk lyriks wonderboy: I starten af 10’erne talte alle om digtsamlinger, fordi Yahya Hassans debutdigte solgte stille og roligt 100k.Til sammenligning kan det godt være, at de 2.700 eksemplarer, som Ørntofts ‘Digte 2014’ solgte, ikke lyder af meget, men det var nok til, at han sammen med blandt andre Asta Olivia Nordenhof og selvfølgelig Hassan fik litteraturkritikken til at fare til tasterne og melde ud, at der alligevel var håb for dansk lyrik.
Det popkulturelle peak skete, da Nik & Jay på Twitter kaldte Ørntofts digtsamling for »fucking bomben«. En stjerne var født.
»Mit liv kulminerede, det var all time high«, skriver Ørntoft, men succesen førte direkte ned i det første af mange dyk forårsaget af udbrændthed. All time low kommer et par år efter, da han er ved at skrive den roman, der allerede har arbejdstitlen ‘Jordisk’, men som skal så grueligt meget igennem endnu:
»Jeg ved det ikke endnu, men det er det, jeg går i gang med her, i de første dage af januar 2021. Jeg begiver mig frivilligt, trin for trin, længere og længere ned i mit eget private helvede.«
Data som ukrudt
Beskrivelserne af nedturene er det bedste og værste ved romanen: at blive lukket ind i dét mørke føles intimt og gavmildt og som stor litteratur. Ørntoft skriver om skriveblokade, angstanfald og sin nærmest maniske research, og det er så sidstnævnte, der får filmen til at knække en smule for mig.
»Mine noter gror som ukrudt,« skriver han, og man kunne passende have luget lidt ud. The masculine urge to rigtigt, rigtigt meget data og statistik er fascinerende som et greb til at gøre læseren lige så dystopisk stemt som jeget, men sidelange analyser af solcelleindustriens bagside, oliens historie, statistik over dræbte i trafikken og alverdens gengivelser fra Our World In Data afbryder læseflowet og virker af og til lidt “spurgt”.
Til gengæld er romanen decideret rørende, når jeget for et øjeblik lader noget andet end det lysende intellekt lede ham. Det er et kontroltab, og netop derfor er det så rørende at være vidne til. Som da han i rollen som vicevært på Gyldendal møder forståelse og spejling i et andet menneske, hverken i filosofiske værker eller tusind googlinger:
»”Hva’, er det ham forfatteren, der er røget ned med stress?” Jeg vender mig. Klare øjne og voks i håret. Vestegnsdialekt. Han kunne være Brøndby-fan, tænker jeg. Jeg nikker. Ja. “Bare rolig,” siger han. “Vi andre har været der.”«
Kort sagt:
Theis Ørntoft er kompromisløs i skildringen af sig selv som kældermenneske, og det er både fascinerende og rørende at være vidne til sårbarheden. Men gengivelsen af, hvad der føles som flere års Google-historik, forstyrrer desværre den samlede læseoplevelse