Siden han for fire år siden lancerede sin første Yeezy-kollektion har Kanye West haft svært ved at få tøjdelen af brandet op at flyve. På trods af hans kulturelle kapital har de monokrome designvisioner mest endt med at blive udskældt for priser, der ikke matchede basislooket.
I stedet lader han til at have flyttet fokus over på sin maksimalistiske tilgang til merchandise, hvor han nærmest synes at kunne sælge tøj dedikeret til enhver lejlighed – fra lyttesessions til popup-butikker og enkeltstående shows.
Det var weekendens live-opførsel af hans Sunday Service-projekt det seneste eksempel på. Både på Coachella-festivalen og efterfølgende i hans webshop blev (og bliver) der solgt merchandise til Sunday Service at the Mountain, som søndagens optræden blev kaldt. T-shirts koster cirka 400 kroner, mens en sweatshirt ligger omkring 1.400 kroner.
Selvom Kanyes merchandise-profittanke altså ikke overrasker, så virkede den malplaceret ved denne religiøse oplevelse af hans musikalske udendørskirke, hvor fokus syntes at være på noget større end Kanye, hype og penge. Internettet har selvfølgelig også ytret sin bekymring for Kanyes økonomiske fokus ved begivenheden. Nogle kalder det sågar blasfemisk at bruge netop påsken til at sælge religiøst merchandise
Der er selvfølgelig ikke noget galt i at lave merchandise. Det gør alle musikere, ligesom de fleste i dag sætter det til salg online, så det ikke længere kun er til dem, som rent faktisk er tilstede ved en event. Men lige netop ved denne lejlighed ville det have været fint at holde fokus på musikken og det særlige, som det er lykkes Kanye at opbygge.
Det virker især ærgerligt i lyset af, at Sunday Service er lykkes med at sætte det monokrome Yeezy-look ind i en ny, opløftende kontekst, der passer æstetikken perfekt. Hvor mange (inklusive os selv) fremhævede det militante og nærmest postapokalyptiske i Kanyes første Yeezy-kollektioner og -modeshows, så er flokmentaliteten blevet sat ind i helt nye rammer med Sunday Service.
Uge efter uge har vi, især igennem Kim Kardashians Instagram Story, set billederne og videoer af Kanye omgivet af et hav af musikere og korsangere i matchende ensfarvet tøj i en både musikalsk og visuel sammensmeltning. Det har næsten virket terapeutisk for rapperen, når han har ladet sit ego opsluge af de mange korstemmer. Og i stedet for at se Yeezy-æstetikken som noget halvfarligt og futuristisk har de uniforme looks skabt en slags utopisk sammenhørighed, som har klædt både Kanye, looket og tilsyneladende alle, der så på.
Det spirituelle i musikken har forplantet sig til tøjet og givet ny mening til Yeezy-designpaletten – næsten med budskabet om fællesskab i en tid, hvor verden (især på internettet) synes mere og mere opdelt i yderligheder.
Og mens det selvfølgelig giver mening – især kommercielt – at bruge det til netop puste nyt liv i brandet, så behøvede det måske ikke at være ensbetydende med den lette løsning med en tekstfyldt merchandise-kollektion. Der har både Yeezy-looket og den højere mening med Sunday Service fortjent bedre.