Jimi Hendrix
“Jeg har været død længe. Kan jeg få noget kokain?” Det kunne han ikke, den nært kollapsede Jimi Hendrix. Efter tyve minutters fiasko-koncert i Vejlby-Risskov-Hallerne d. 3 september 1970, måtte han hjælpes af scenen.
Blandt publikum stod Kirsten Nefer, Hendrix’ danske kæreste. Hun var også med dagen efter i KB-Hallen, som guitar-rumvæsenet væltede i et koncertdrøn – i øvrigt med influenza i blodet og Kirstens mors mad i maven.
Der er ikke mad i kassen med de ti Hendrix-singler. Til gengæld er der masser at fordøje. Ti individuelle singler med originale covers, a- og b-sider. Antallet af ti-minuttersplader er vel også grunden til at man, som samler, køber sættet for at eje og sætte pris på den enkelte singles betydning i rockhistorien, frem for at lytte til dem. Men samlingen er ikke komplet, og begrænser sig heller ikke til de singler som blev udgivet, mens Jimi var i live. Temaet for udvælgelsen er derfor lidt sløret.
Sættet indeholder ud over selvfølgeligheder som ‘Hey Joe’, ‘Purple Haze’ og ‘Foxy Lady’ (flere i mono-mix for første gang på CD), et par sjældenheder. ‘Merry Christmas and Happy New Year’, som egentlig var et radiofremstød – og ‘Stepping Stone’ med ‘Isabella’ på B-siden.
Jimi Hendrix døde i London, to uger og to koncerter i Tyskland efter successen i KB-Hallen. Samme år opløste Beatles sig, og Janis Joplin overdoserede. Et år før stod Hendrix foran hundrede tusinder af mere eller mindre påvirkede mennesker på Woodstock-festivallen og gav sin berømte guitarversion af ‘Star Spangled Banner’. Nationalsangen blev en antikrigssang, og forvrængede identitetsfølelsen mindst lige så meget som guitarforstærkeren gjorde det med anslagene.
Vist ændrede verden sig det år han døde. De psykedeliske bands fandt tilbage til traditionerne og visse tømmermænd efter kærlighedsrevolutionen i slut-tresserne meldte deres ankomst. Men selvom det snart er 34 år siden, og selvom mange har prøvet, har ingen nærmet sig Hendrix. Ganske sikkert grunden til, at han flere gange er beskyldt for ikke at være her fra kloden.