Vive la Fête

Vive la Fête er belgisk electro-house, og alt det der p.t. er så hot at det allerede er ved at være out. Vi snakker electroclash med 80’er vibe og distortion på spaden, men alligevel mangler der orginalitet.

Når man skal være med på noderne, sidde forrest i bussen eller hvad man skal kalde det, er det nødvendigt at være nyskabende, og det Vive la Fête præsenterer for os på “Nuit Blanche” er hørt før.

Mange steder er både kompositioner og beats rigtig fede, der bygges godt op hele vejen igennem og breaksne virker rigtig godt. “Nuit Blanche” er skabt til fest. Samtidig bliver hverken eltrommerne eller elctrobasen for uoverskuelig, som det så tit er sket, og den franske vokal giver et fedt 80’er industrielt vibe, der kun forstærkes af Els Pynoo specielle og sensuelle stemme.
Alligevel kører for mange af numrene i samme rille, og ørene savner noget afveksling. Lyden er meget ensartet igennem hele skiven og lidt for poleret til den oprørske electroclash stil.
De steder hvor Danny (der i øvrigt er tidligere basspiller dEUS) og Els prøver at skabe sig for at ramme electroclash-stilen, gøres det ikke helhjertet og man får fornemmelsen af de gerne vil, men ikke tør, og det er præcis det electroclash gør op med.

Nuit Blanche er af meget varierende kvalitet, der er et par rigtig gode numre, mens resten er lige til glemmebogen. Især skal Jaloux og Mon Dieu fremhæves. Ingen af dem er desværre udgivet på 12″ endnu, men begge beviser at Vive la Fetê, efter min mening, skal holde sig til de (electro)housede elementer og kompositioner, og holde sig fra clash’en. Skal man gøre det skal det gøres ordentligt.