Bentzon Brotherhood

I de seneste ti år har Bentzon Brotherhood ageret de danske hovedjægere inden for groovy funkjazz. Jubilæet fejredes, på behørig vis, med turné rundt om i det danske land i efteråret 2003. Koncerterne blev optaget, og ligger nu parat til de funklystne folk i form af en dobbelt skive med den indbydende titel “Godzilla Des Grooves”.

Nikolaj Bentzon, der også passer klaveret og sommetider dirigentstokken i DRs Big Band, er en flittig komponist og har fra tidligt stadie ikke holdt sin Herbie Hancock-begejstring skjult. Denne fascination resulterede i et legendarisk træf med bassisten Paul Jackson og trommeslageren Mike Clarke fra Herbie Hancocks Headhunters.
Bentzon og broderskabet er altså godt hjemme og bekendt med den glohede funk med perkussiv slagside.
Besætningen på jubilæumsskæringerne er, udover Bentzon på et væld af værktøjer fra samplere til rhodes, også Henrik Sveidahl, der står for den veldrevne tenor- og sopransaxofon plus basklarinet – igen et tydeligt præg af Headhunters. Derudover Kaspar Vadsholt på bas, der sammen med Zoltan Csörsz Jr. agerer orkestrets pumpende centralnerve. Tira Skamby sørger sammen med Ayi Solomon for at slagtøjet bliver holdt godt i kog.

Hvorhenne befinder vi os på det musikalske landkort med dette værk – der har samme længde som en fodboldkamp plus forlænget spilletid?
Foruden Bentzons og broderskabets hang til Hancock er der også momentvis skelet til sværmeriske afrika-stemninger. Lytteren drages via “Sahara” til “Night In Tunesia”-stemning, og videre til Marley-klassikeren “I Shot The Sherif” med Christina Birksø på en desværre noget uforløst vokal.

Vi befinder os på de lange strækningers plade – de 13 numre er fra 5 til 10 minutter – og der bliver selvfølgelig skejet ud både med elektroniske fifs og gæve vokale bidrag. “Gonna Holla Like Tarzan” placerer sig et sted mellem George Clinton og frejdig popfunkjazz. Det fornemmes hvorledes publikummet har fået rusket og bevæget deres funkgen.

Mere rendyrkede og afdæmpede jazzøjeblikke er også inkluderet. Eksempelvis på “This Place Has Changed” , hvor Bentzon folder sit klaverspil fint ud i samspil med resten af holdet, der nemt kan gå ned i hårdhed og fortolke mindre muskelsprudlende temaer. Alt i alt et par festskiver der bølger og skvulper. Dog uden, at man kastes over rælingen.