Moon Gringo
Bliver der tale om en kategori for flest anvendte instrumenter på én og samme udgivelse til næste års DMA, vil Moon Gringo være en urørlig vinder.
Med 23 instrumenter som ingrediens på gruppens anden plade, ‘Ingrid Superstar’, må man håbe, at de under indspilningerne ikke gik og faldt over deres celeste, sitar, violin, penny flute, melodica, combo organ, tuba, harpsichord… Vi stopper her.
Moon Gringo har et bittersødt og direkte drive i deres melodiske popsange, og der er hentet megen inspiration i den lidt simple britiske indie-pop, som den blev spillet af Chumbawamba og Sleeper et årti tilbage i tiden.
Dermed er der ikke levnet plads til de store kreative udfoldelser, men alligevel formår Moon Gringo at bruge de utallige instrumenter, uden at det virker påklistret. Herpå er ‘I Am Yesterday’ en perle som eksempel, hvor glockenspiel og organ fornemt fremhæver og bærer sangens charmerende melodi.
Supertjernen Ingrid lever på sin egen uprætentiøse måde og er lyden af seks legesyge musikere, der forsøger at live en ellers noget gammeldags indie-genre op med hele samlingen af musikinstrumenter. Det har de gjort med charme, og det er da en award værd i sig selv.