Lake Placid – indiepop for free

Det er desværre et sjældent syn, men koncerten med Lake Placid på Musikcaféen i Århus var såmænd en gratis koncert. Ikke nok med det; øllene stod også uden beregning, ligesom der også var en gratis promo-cd fra bandet til alle de besøgende.

Nu er gratis goder ikke ensbetydende med, at en koncert også er god, men Lake Placid gjorde det nu helt godt. Det otte mand store orkester leverede en times opløftende og vellydende indiepop, ikke helt ulig landsmændene i Moon Gringo.

Som et andet volleyballhold blev der roteret lystigt iblandt instrumenterne. Eneste tilnærmelsesvise stillestående indslag var forsanger Tania Kristin Ballentine, der kun holdt sig til mikrofonen. Det gjorde hun til gengæld med overbevisende coolness takket være små, morsomme børnehavehåndfagter og indstuderet koreografi, som i de fremragende ‘Chimes’ og ‘We Are the Lakes’.

Det var befriende at se et orkester spille så uhøjtideligt, som det var tilfældet med Lake Placid. Nok har bandet netop underskrevet en pladekontrakt med Universal, men det fordrede ikke det sympatiske orkester til at påkalde sig hverken stjernenykker eller opstoppernæser. Tværtimod. Der var god kontakt til publikum i form af sing-along-hooklines og slagord, ligesom der også blev delt pænt ud af smil og glæde over at optræde.

Eneste anke var en noget ujævn instrumentering, der desværre gjorde sig gældende i dele af koncerten. Vist bevæger Lake Placid sig i en genre, hvor musikken langt fra behøver at være pæn og glat, men det skæmmer nu alligevel helhedsindtrykket en hel del, når et band med så store ambitioner ikke helt formår at spille med den sikkerhed og overbevisning, man kunne forvente.

Men ser man bort fra flueknepperi og sure opstød, var Lake Placid’s visit på Musikcaféen så klart en opløftende affære, der lover godt for bandets kommende debut i almindelighed og albumtitlen, ‘Make More Friends’, i særdeleshed. Lur mig om den ikke får en del venner.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af